25 Aug 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tests er rent eksperiment

Tests er rent eksperiment

Tirsdag, 28. marts, 2006, 00:00:00

Omdrejningspunktet i en af de største omlægninger af folkeskolen i nyere tid: Indførelsen af nationale tests er et rent eksperiment, indrømmer Socialdemokraterne

- Vi ved ikke, om de nationale tests virker efter hensigten. Derfor skal de evalueres efter tre år.
Sådan lød meldingen i går fra Christine Antorini, uddannelsesordfører for Socialdemokraterne.
Hun deltog i et møde arrangeret af Danmarks Lærerforening, i anledning af at det nye folkeskoleforlig førstebehandles i Folketinget i dag. Lærerforeningen havde indbudt samtlige folketingets politikere til dialog om, hvor folkeskolen er på vej hen med nyt forslag til formålsparagraf, offentliggørelse af nationale test og mere central styring af indholdet af folkeskolen.
Bag forliget står, udover Socialdemokraterne, de to regeringspartier og Dansk Folkeparti. Men de kunne ikke afse to timer til en dialog med skolelærerne om fremtidens folkeskole, så Socialdemokraterne var alene om at forsvare forliget.
- Det har været svært at finde konstruktive erfaringer fra andre lande. Vi er ikke skolefolk, men politikere. Efter tre år, er vi lidt mindre på herrens mark. Men jeg er da enig i, at vi lovgivere ville være bedre stillet, hvis vi på forhånd vidste, hvad der virkede og ikke virkede, før vi lavede national lovgivning. Nogle har valgt at stå udenfor, andre har valgt at protestere. Vi er klar over, at de borgerlige har en anden dagsorden med folkeskolen. Og hvis ikke vi var med i forliget, var der ingen stopklods, forklarede Christine Antorini.
Skolelærere, lærerstuderende og skoleledere var rystede over den udmelding.
- Hele analysearbejdet mangler fuldstændig. De største ændringer af folkeskolen i nyere tid laves på baggrund af noget politikerne tror virker. Der findes intet belæg for de store ændringer man er i gang med at indføre. For det er ikke blevet undersøgt hvad behovet er, sagde Tina Taarsted, formand for pædagogisk udvalg i Danmarks Lærerforening.
- Ressourcerne kan bruges meget bedre, hvis lærerne fik lov til efteruddannelse og mere forældresamarbejde i stedet for, at skulle bruge tid på at teste og afrapportere op i systemet. Selvfølgelig vil resten af undervisningen blive målrettet at skabe gode testresultater - på bekostning af skolens andre værdier. Centrale test hæver ikke standarder i folkeskolen. Det ved vi fra Norge, der netop er gået væk fra test og fra USA, der har brugt test i 25 år uden nogen virkning, understreger Tina Taarsted.
Folkeskoleforliget indeholder forslag om en ny formålsparagraf, indførelse af obligatoriske nationale af test, kommunalt tilsyn og obligatoriske elevplaner. Det er disse forslag som nu skal vedtages af Folketinget.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. mar. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:01

Indland