HK/Handel opfordrer til forbruger-boykot af Tiger butikskæden, der nægter at forny overenskomsten, Ledelsen vil hellere indgå overenskomst med den ¤¤frie¤¤ fagforening ZTM
De HK-ansatte i butikskæden Tiger har siden lørdag strejket for at få fornyet overenskomsten. Det sker efter at HK/Handel gennem flere måneder forgæves har forsøgt at trække butikskædens ledelse til forhandlingsbordet.
Det er Zebra A/S, der ejer butikskæden, som har 49 butikker i Danmark.Ledelsen henviser til, at den allerede har overenskomst - med den 'frie' fagforening ZTM, Zebra Tiger Medarbejderforening. Det passer bare ikke, forklarer Kim Jensen, leder af den faglige afdeling i HK/Handel.
- Den overenskomst, Zebra har, er udløbet. Og det ZTM, der eksisterer i dag, har intet med det gamle ZTM at gøre. Den nye ZTM er en organisation, som i høj grad bliver finansieret af ledelsen, fortæller Kim Jensen til Arbejderen.
ZTM blev oprettet i 1995, som en organisation under FTF. To generalforsamlinger i starten af 2004 gav grønt lys til en overflytning til HK, som FTF også støttede. Men overflytningen blev forpurret på en stormfuld ekstraordinær generalforsamling i august 2004, hvor en ny ledelse satte sig på magten.
Efterfølgende har den nye ledelse i ZTM - ved et sagsanlæg, hvor alle udgifter er betalt af Zebra A/S - fået kendt overflytningen til HK ulovlig, på grund af en fodfejl: De to generalforsamlinger, der gav den gamle ledelse mandat til overflytningen var indkaldt per mail, og ikke per brev, som krævet i vedtægterne.
Den nye ledelse i ZTM og den administrerende direktør Søren Thøgersen har udsendt næsten enslydende pressemeddelelser, hvor de påpeger, at ZTM har overenskomsten, og i øvrigt har flere medlemmer blandt Tiger-kædens ansatte end HK.
- Men vi har Arbejdsrettens ord for, at vi har ret til at kræve overenskomst for vores medlemmer i Tiger-kæden, og den ret benytter vi os af, understreger Kim Jensen.
Der er indledt sympatikonflikt mod Tiger-kæden, og Zebra A/S kan i øvrigt se frem til endnu et krav om overenskomst. Denne gang fra 3F, der vil kræve overenskomst for de ansatte i butikskædens lager.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278