14 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Unge piskes igennem studier

Unge piskes igennem studier

Torsdag, 06. april, 2006, 00:00:00

De unge skal hurtigere igennem studiefabrikken. Midlet er at presse de unge på pengepungen. Elevorganisationer advarer mod at flere vil falde fra

Unge, der vælger at bruge mere end to år af deres liv efter studenter- eller handelseksamen, på at se verden eller have erhvervsarbejde, straffes ved at få 1000 kroner mindre i SU om måneden, når de går i gang med en uddannelse.
Desuden skal SU`en omlægges, så de unge kun er sikre på at få et mindre grundbeløb. Først når de har bestået eksamen, vil de kunne få det resterende beløb.
Målet er, at de unge er færdige med deres videregående uddannelse som 25-årige. I dag er de studerende i gennemsnit 23 år, når de starter på et studium og omkring 30 år, når de er færdige.
Unge, der ikke færdiggør deres uddannelse indenfor den nominerede tid, må gøre resten af deres uddannelse færdig uden en krone i SU. Under den nuværende ordning har man et ekstra år på SU, det såkaldte fjumreår.
Fjernelsen af det ekstra år på SU kommer til at gøre ondt på eksempelvis de lærerstuderende, hvor kun halvdelen gennemfører studiet på de normerede fire år. Hvis regeringen lukker for SU`en vil flere droppe ud, advarer Lærerstuderendes Landskreds, LL.
- Rigtig mange lærerstuderende har været i gang med en anden uddannelse før de startede på lærerstudiet. Regeringens SU-forringelser vil fastholde mennesker i deres første valg. Det tror jeg ikke gavner samfundet, siger LL-formand Jakob Andersen.
Også de universitetsstuderende er vrede over regeringens udspil.
- Tonen i regeringens velfærdsudspil er fra A til B - hurtigst muligt. Dette ses klart ved, at regeringen vil flytte penge til de hurtige studiestartere fra dem, der vælger at prøve kræfter med eksempelvis erhvervsarbejde, før de starter på et studie. Samtidig fjernes kompetenceåret - i politikersprog kaldet 'fjumreåret'. Det rammer dem, som kombinerer faglighed med at tænke nye tanker, siger Mads Svanelink, uddannelsesordfører for Danske Studerendes Fællesråd.
Til gengæld for nedskæringerne i SU får de studerende lov til at tjene mere ved siden af. Men den model vil tvinge endnu flere til at arbejde ved siden af studierne, og dermed vil flere droppe ud eller blive længere om at blive færdige, advarer elevorganisationerne.
På universiteterne tidsbegrænses specialeskrivningen. Universiteternes taxametertilskud omlægges for at tvinge de unge hurtigere igennem systemet.
Regeringen sætter 10,9 milliarder kroner ekstra af til forskning frem til år 2010. Men Forskerforum stiller spørgsmålstegn ved, hvor mange af pengene, der når ud til universiteterne. De skal nemlig konkurrere om kronerne, både indbyrdes og med dansk erhvervsliv.
- Det er jo regeringens politik, at de private virksomheder skal konkurrere på lige fod med universiteterne, konstaterer Jørgen Øllgaard fra Forskerforum overfor Arbejderen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. apr. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:01

Indland