14 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Offentligt ansatte må sige deres mening

Offentligt ansatte må sige deres mening

Lørdag, 08. april, 2006, 00:00:00

Udvalg slår fast, at offentligt ansatte har vide beføjelser, hvad angår retten til at ytre sig. Der er ellers flere eksempler på fyringer af offentligt ansatte

Offentligt ansatte kan stort set sige, hvad der passer dem.
Det er konklusionen i den bekendtgørelse, som 'Udvalget om offentligt ansattes ytringsfrihed og meddeleret' onsdag afleverede til Justitsministeriet.
- Der er behov for at informere meget mere om hvilke regler, der gælder, og at oplyse om, at ytringsfriheden faktisk er så stor, som den er. Sandheden er, at der næsten er frit slag for at ytre sig, siger udvalgets formand, højesteretsdommer Jens Peter Christensen.
Udvalget, nedsat af Folketinget, har set på nugældende lovgivning og behovet for eventuelle opstramninger for at sikre de offentligt ansatte. Et flertal i udvalget er nået frem til, at reglerne er gode nok, og at der alene er brug for bedre vejledning til de ansatte om deres rettigheder.
Dansk Journalistforbund, LO og Funktionærernes- og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF) har siddet med i udvalget og tilhører det mindretal, der ikke er ubetinget tilfreds med udvalgets konklusion.
- Det er helt uacceptabelt, at man fortsat kan frygte opsigelse, fordi man benytter sin grundlovssikrede ret til at ytre sig. Vi anbefaler derfor, som en del af mindretallet i Ytringsudvalget, at man gennem lovgivning beskytter mod usaglige sanktioner fra arbejdsgiveren, så den offentligt ansatte, der lovligt ytrer sig, ikke efterfølgende kan tildeles en advarsel eller opsiges på grund af ytringen, siger Helle Bang Hjorth, advokat i FTF.
Justitsminister Lene Espersen derimod er enig i udvalgets konklusion om, at der ikke behøver yderligere lovgivning på området. Hun vil dog sørge for, at der i 'den nærmeste fremtid' bliver udsendt en vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed.


Folketingets Ombudsmand havde fra 1992 til 2004 87 uafsluttede sager vedrørende offentligt ansattes ytringsfrihed. Heraf blev 67 sager afvist.
Ud af de 22 behandlede sager endte de 10 med en kritik eller henstilling til arbejdspladsen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. apr. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:01

Indland