Arriva og Connex-lobby lover milliardbesparelser ved yderligere privatisering. Trafikøkonom spørger, hvad der bliver tilbage af togdriften
Sælg DSB og privatisér de sidste 80 procent af jernbanedriften i Danmark.
Sådan lyder opfordringen fra lobbyorganisationen Dansk Kollektiv Trafik, DKT.
I alt én millard kroner er der at spare, hvis al jernbanedrift bliver udliciteret, lyder det glade budskab fra DKT i en ny analyse af den kollektive trafik i dag og i fremtiden.
Trafikøkonom Uffe Jacobsen stiller spørgsmålstegn ved, hvad det er for et togservice, der så er tilbage.
- Det kan godt være, at der er en milliard at hente over de næste ti år - men man må se på, hvad det er for et niveau i den kollektive trafik, vi ønsker. Arriva hentede jo penge hjem i Vestjylland ved at skære på de sene afgange og afgange i de tyndt befolkede områder. Som samfund er vi da interesserede i, at der også kører tog klokken 23, selvom der måske ikke sidder så mange i dem, fastslår Uffe Jacobsen overfor Arbejderen.
Dansk Kollektiv Trafik er en brancheforening, der hører under HTS (Handel, Transport & Service). Medlemmerne tæller en række store operatører indenfor den kollektive trafik, herunder Arriva og Connex. Koncerndirektør Michael Nørgaard Jensen fra Arriva Skandinavien A/S er bestyrelsesformand. DSB er ikke medlem af Dansk Kollektiv Trafik.
Trafikøkonom Uffe Jacobsen har da heller ikke meget fidus til lobbyorganisationens forslag om en totalprivatisering af DSB.
- Erfaringerne viser, at det er bedst at have hele den daglige koordinering, fastlæggelsen af køreplanen og så videre under samme hat. Sporene fra Storbritannien skræmmer. Efter privatiseringen blev hele tognettet splittet op i et hav af små operatører. Der gik flere år med kaos. Togplanerne passede ikke sammen, og i hvilken rækkefølge skulle trafikken afvikles, hvis et tog fra ét selskab forsinkede andre tog fra andre selskaber? Vi risikerer simpelthen at stå med et system, der ikke fungerer, advarer Uffe Jacobsen.
For øjeblikket undersøger regeringen mulighederne for et salg af Banedanmarks Entrepriseafdeling. Til maj melder Dansk Folkeparti ud, om partiet vil støtte regeringen i et salg. Ifølge Berlingske Business er der fem til seks interesserede købere, hvoraf en er finansiel investor.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278