14 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kritikere får ingen oplysninger

Kritikere får ingen oplysninger

Tirsdag, 18. april, 2006, 00:00:00

Tønder Gymnasium afviser retningslinjer fra Undervisningsministeriet, der giver ret til at nægte kritiske bestyrelses-medlemmer oplysninger

Kritiske medlemmer af gymnasiebestyrelserne skal kunne nægtes indsigt i dokumenter eller oplysninger. Det fastslår Undervisningsministeriet i et forslag til nye retningslinjer for bestyrelsernes arbejde.
'Den midlertidige bestyrelse kan i det enkelte tilfælde ved simpelt flertal beslutte, at bestemte dokumenter eller oplysninger ikke skal gives til et bestyrelsesmedlem, såfremt en sådan videregivelse er i strid med institutionens interesse eller væsentlige hensyn til tredjemand', skriver ministeriet direkte i 'Overgang til selveje' - en håndbog til de midlertidige bestyrelser på gymnasier og hf-kurser.
- Det er dybt udemokratisk på den måde at afskære kritiske bestyrelsesmedlemmer fra at gøre deres arbejde. Konsekvensen er, at vi fremover ikke kan kaste fuldt lys over vigtige sager som eksempelvis udlicitering af kantinedriften, fyring af en ansat eller noget helt tredje. Ministeriets forslag til nye retningslinjer er endnu et led i markedsgørelsen af vores uddannelser. Der bliver mindre og mindre demokrati og offentlig indsigt i uddannelserne, advarer Baltser Andersen overfor Arbejderen. Han er medlem af Enhedslisten og udpeget af Region Syddanmark som medlem af bestyrelsen på Tønder Gymnasium.
En enig bestyrelse for Tønder Gymnasium valgte før påske at trodse ministeriet og skære de fire linjer fra undervisningsministeriets udkast til retningslinjer ud af deres nye lokale vedtægter for gymnasiet. Selv den kommende Venstre-borgmester for Ny Tønder Kommune - der også sidder i bestyrelsen for Tønder Gymnasium - måtte indrømme, at han aldrig har set en lignende regel i de mange andre bestyrelser han har siddet i.
De nye retningslinjer skal gælde for de overgangs-bestyrelser, der styrer de lokale gymnasier frem til den 1. januar, hvor gymnasierne overgår til selveje og der skal vælges nye bestyrelser med eksternt flertal.
- Jeg frygter, at de udemokratiske retningslinjer vil følge med over i de nye bestyrelser. Derfor er det vigtigt at få sagt fra nu. Tønder Gymnasium har gjort oprør, og jeg håber landets andre gymnasier vil følge i vores fodspor, opfordrer Baltser Andersen.
Enhedslisten har bedt undervisningsminister Bertel Haarder redegøre for, hvorfor der skal være et afsnit i bestyrelsernes retningslinjer, der skal udelukke enkeltmedlemmer fra at få indsigt i vigtige oplysninger. I stedet for at svare, har ministeren bedt kammeradvokaten (der har lavet det konkrete udkast på ministerens anmodning) om en udtalelse.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. apr. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:01

Indland