I dag indleder 3F lands-dækkende kampagne mod regeringens velfærdsudspil.Fire onsdage i træk vil fagforeningen gå på gaden
Miriam Andersen fra Odense tør slet ikke tænke på, hvordan hun skal få pengene til at slå til, hvis hun ryger på halve dagpenge.
Den 26 årige serviceassistent er arbejdsløs på anden måned. Kommer regeringen igennem med sit forslag om, at alle arbejdsløse under 30 år skal have halveret dagpengene efter seks måneder uden arbejde, befinder Miriam Andersen i risikogruppen.
- Jeg har kun mig selv at sørge for, og kan kun lige klare mig for mine dagpenge. Så jeg kan levende forestille mig, hvor svært det vil være, hvis man også har en familie, der skal forsørges, siger hun til Arbejderen.
Miriam Andersen vil derfor være at finde på Odense Banegårdscenter i dag fra tidlig morgen. Her vil hun, sammen med andre folk fra de fire 3F-afdelinger i byen, dele materiale ud til de rejsende, der fortæller om, hvor hult det er, at regeringen snakker om velfærd, samtidig med at den fjerner forsørgelsesgrundlaget for en stor gruppe mennesker.
- Vi bor i et land, der hører til de rigeste i verden. Så kan det ikke passe, at de ledige skal sultes i arbejde, lyder det forarget.
Meldingerne i forbundet går på, at der vil være folk på gaden i stort set alle byer, hvor der findes en 3F-afdeling. Det gælder også i Århus, hvor begge 3F-afdelinger rykker ud fra morgenstunden for at markere modstanden mod udhulingen af den danske velfærd.
- Vi håber på at kunne sætte gang i en debat af regeringens velfærdsudspil og på den måde påvirke den politiske proces, siger Hans Jørgen Kjærsgaard, faglig sekretær i 3F Transport, Logistik og Byg, til Arbejderen.
Også de ansatte i forbundet trækker i arbejdstøjet. Ledelsen tager en tur på Hovedbanen i København.
- Med regeringens såkaldte velfærdsudspil er grænsen nået. Og det vil vi gerne markere som forbund. Velfærdsudspillet vil i høj grad forringe vores medlemmers hverdag, og derfor er hovedbestyrelsens initiativ påtrængende nødvendigt. Vi skal ud og diskutere det her med folk i øjenhøjde. Regeringen siger at det handler om velfærd, men vi kan se, at der vil være nogle grupper, der ikke får del i den velfærd, siger Jane Korczak, næstformand i forbundet, til Arbejderen.
3F`s kampagne består i fire landsdækkende aktionsdage. Mens den første sætter spot på konsekvenserne af de halve dagpenge, så vil det de kommende tre onsdage handle om efterløn, integration samt dagpengeforringelser for de 55 - 59 årige.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278