15 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Støttekomite opruster

Støttekomite opruster

Torsdag, 20. april, 2006, 00:00:00

Forhandlinger i går mellem ledelse og chauffører i Århus Sporveje. Men ingen tegn på en løsning af buskonflikten

Onsdag vågnede århusianerne op til en positiv overraskelse: De kunne tage bussen på arbejde, helt som normalt.
De fleste havde ellers forberedt sig på endnu en dag uden kollektiv trafik.
Men ledelsen i Århus Sporveje valgte at sige ja til at forhandle med FOA i løbet af dagen, og det fik chaufførerne til at gå i gang.
Der var i går ved redaktionens slutning ikke noget resultat af forhandlingerne. Men direktør Torben Høyer fra Århus Sporveje stiller ikke en reel løsning i udsigt:
- Der bliver rettet fejl og mangler i bybuschaufførernes vagtplaner, men der bliver ikke foretaget gennemgribende ændringer her og nu, siger han til DR-Østjylland.
Tirsdag aften var der møde i arbejdsudvalget i den nystiftede støttekomite for buschaufførerne.
- Lige nu handler det om at gøre støttekomiteen så stærk som muligt, for det tror jeg, der bliver brug for, siger Jeppe Weng Mikkelsen, der er en af talspersonerne for støttekomiteen til Arbejderen.
- Vi deltager på LO`s 1.maj med en bod for at sprede kendskabet til støttekomiteen. Og her i eftermiddag holder vi et offentligt møde, hvor der vil mulighed for at få en grundig viden om baggrunden for konflikten, fortæller han.
Støttekomiteen har også gang i at etablere en hjemmeside, ligesom der arbejdes på at indspille en støtteplade for chaufførerne. Der bliver tale om en hiphop-single, der kan spilles i radioen og blive kendingsmelodi for de kæmpende bybuschauffører.
Støttekomiteen har besluttet at lægge stor vægt på, at det er en kamp mod udlicitering og privatisering af busserne.
- Det er for langt ude, at Århus Kommune prøver at camouflere, at de har en plan for at udlicitere bybusserne, siger Jeppe Mikkelsen.
Han deltager selv i arbejdet på vegne af Stilladsarbejdernes klub, der har besluttet at støtte chaufførerne aktivt. Og han opfordrer til, at så mange som muligt fra byens andre arbejdspladser gør det samme.
- Den lokalaftale, som chaufførerne har fået, kan ingen stå model til, siger Jeppe Mikkelsen.
Støttekomiteens offentlige møde er i dag klokken 16 hos FOA, Chr.d.X`s vej 56-58.

Støttekomiteen kan kontaktes på telefon 40 80 60 85, Jeppe Weng Miklelsen, mail: Jesuz@stofanet.dk.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. apr. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:01

Indland