25 Aug 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

EU vil overvåge service

EU vil overvåge service

Fredag, 28. april, 2006, 00:00:00

EU-kommissionen forsøger at gennemtrumfe liberalisering af serviceydelser, trods kompromis om servicedirektiv

EU-kommissionen vil nu kortlægge brugen af offentlige serviceydelser i hvert enkelt medlemsland. Det meddelte Kommissionen i går, og den siger direkte, at initiativet er en udløber af det politiske kompromis, der blev lavet for nylig om servicedirektivet.
EU-kommissionen vil således finde ud af, om ydelserne udbydes i overensstemmelse med EU`s lovgivning, ligesom den vil 'definere de særlige kendetegn ved offentlige serviceydelser, og hvordan EU-lovgivningen skal håndtere dem, således at den nuværende modernisering af sektoren kan fortsætte uden forvirring om, hvorvidt det sker i overensstemmelse med EU-lovgivningen'.
- Stadig flere offentlige serviceydelser af almen interesse bliver liberaliseret og udvikler sig på tværs af EU-området, og det betyder, at en voksende andel nu falder ind under EU-lovgivning om det indre marked og konkurrence, siger Vladimir Spidla, der er EU`s kommissær for beskæftigelse og arbejdsmarkedspolitik.
Hidtil er disse serviceydelser blevet varetaget direkte af offentlige myndigheder. EU-kommissionen er bekymret over, at der er så stor forskel på, hvor meget af den traditionelt offentlige service, der holdes udenfor markedskræfterne. Det kan skabe juridiske og praktiske problemer, når det indre marked for service en gang bliver til virkelighed, frygter Kommissionen.
Kenneth Haar, der er talsperson for ATTAC er ikke i tvivl om, hvordan det nye papir fra EU skal tolkes.
- Dette her er et vink med en vognstang om, at der kommer liberaliseringstiltag indenfor de områder, som i første omgang er blevet holdt ude af servicedirektivet, siger han til Arbejderen.
- EU-kommissionen kom ikke så langt, som de ville med direktivet. Nu forsøger de at reducere skadevirkningerne af det. Derfor understreger de, at det indre markeds regler fortsat gælder for de områder, som blev pillet ud af servicedirektivet. Og de siger indirekte, at de vil gøre brug af forskellige EU-domme og deslige, for at presse liberaliseringen igennem, forklarer han.
- Samtidig iværksætter de en høringsfase, for at tage tilløb til lovgivningsmæssige tiltag senere.
EU-kommissionen nævner selv specifikt områder som socialt boligbyggeri, børnepasning, plejeopgaver i hjemmet, samt aktivering af arbejdsløse og bistandsklienter som områder, der skal kigges på.
Derimod omhandler det ikke sundhedsydelser, idet dette vil falde ind under et særligt initiativ, som EU-kommissionen arbejder med.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. apr. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:01

Indland