15 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Godt miljø fastholder ansatte

Godt miljø fastholder ansatte

Lørdag, 29. april, 2006, 00:00:00

Nedsat arbejdstempo og medindflydelse på arbejdet er med til at fastholde ældre på arbejdsmarkedet

Alle virksomheder skal indføre en seniorpolitik, som fokuserer på at fastholde de ældre på arbejdspladsen og tiltrække andre, der har forladt branchen. Det foreslår Bygge- Anlæg- og Trækartellet efter en undersøgelse af, hvorfor nogle af deres medlemmer bliver på arbejdsmarkedet, selv om de kan gå på efterløn.
'Virksomhederne skal begrænse den omfattende nedslidning i branchen. Virksomhederne skal finde opgaver til de ældre ansatte, hvor de har medindflydelse på planlægning og arbejdstempo', lyder nogle af konklusionerne fra BAT.
Undersøgelsen handler konkret om, hvorfor nogle medlemmer i en alder af 63 og 64 år vælger at blive på arbejdsmarkedet, selv om de har mulighed for at gå på efterløn. Undersøgelsen dækker medlemmer af 3F, TIB, Malerne, Dansk Metal, Blik & Rør og dansk El-Forbund.
Dem der har valgt at bliver på arbejdsmarkedet, peger selv på at grunden er, at de har indflydelse på deres arbejdstempo. Herefter kommer muligheden for selv at tilrettelægge arbejdet, og at de ikke vil undvære det sociale fællesskab med arbejdskollegaerne.
Undersøgelsen viser også, at den der bliver på arbejdsmarkedet, som regel har været med til at tilrettelægge sit arbejde, at han har arbejdet i samme virksomhed længe, otte år eller flere, og har haft mulighed for at lære nyt. Han har oftere end gennemsnittet været enten formand, sjakbajs, tillidsmand eller sikkerhedsrepræsentant.
Rigtig mange af de adspurgte angiver et godt arbejdsmiljø, som en vigtig årsag til at de er blevet ved med at arbejde. Mange har bare lyst til at arbejde, men stort set alle skriver umiddelbart efter, så længe helbredet tillader.
Også økonomien angives som værende af betydning, men den er ikke afgørende.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. apr. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:01

Indland