16 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Danskere vil ulighed til livs

Danskere vil ulighed til livs

Tirsdag, 02. maj, 2006, 00:00:00

I 80`erne var tidsånden præget af individualisme og tro på, at man skal være sin egen lykkes smed. Men den er helt anderledes i dag, fastslår velfærdsforsker

Mere end halvdelen af befolkningen mener, at Danmark stadigvæk er et klassesamfund, og at den sociale ulighed er alt for stor.
Det viser en ny meningsmåling, som Gallup har foretaget for Ugebevet A4.
Således mener 54 procent af de adspurgte, at Danmark -anno 2006 - er et klassesamfund. 57 procent svarer, at der skal omfordeles mere fra de rige til de fattige i det danske samfund. Kun 24 procent er uenige i, at omfordelingen skal øges.
Samtidig svarer syv ud af ti, at der skal gøres op med den negative sociale arv.
- Emner som lighed og fattigdomsbekæmpelse er noget, som danskerne i øjeblikket sætter meget højt, også markant højere end i 80`ere og 90`erne. Det viser vores vælgerundersøgelser, siger Jørgen Goul Andersen, der er velfærdsforsker ved Aalborg Universitet til Arbejderen.
Han siger, at der i 80`erne var en bølge af individualisme og tro på, at man skal være sin egen lykkes smed. Men tidsånden er en anden i dag, selvom det ikke fremgår klart af meningsmålingerne.
- Lighed og det at undgå fattigdom er gode gamle emner, som er på vej op igen. Det har måske noget at gøre med, at folk - med rette eller urette - har en opfattelse af, at uligheden er steget, siger Jørgen Goul Andersen.
Han mener, at der er mulighed for, at der udvikler sig større og bredere protester mod VC-regeringens planer om at skære i velfærden.
- Det bliver nok et spørgsmål om, hvorvidt folk bider på argumentet om, at det er en samfundsmæssig nødvendighed at øge pensionsalderen og skære i efterlønnen. Men hvis de får opfattelsen af, at pengene bare skal gå til de rigeste i form af nye skattelettelser, er de stået af, siger han.
Helle Thorning-Schmidt, der er formand for Socialdemokraterne, har måske også set de nye målinger. I hvert fald brugte hun 1. maj-dagen til at lægge luft til VC-regeringens forslag til halvering af dagpengene for unge under 30 år.
Hun undgår dog behændigt at sige noget om, hvordan Socialdemokraterne vil stille sig i velfærdsforhandlingerne.
SF` formand Villy Søvndal forudser et brud mellem Socialdemokraterne og højrefløjen i de aktuelle forhandlinger.
- Det er uden perspektiv for Socialdemokraterne at gå hånd i hånd med Fogh. Hvorfor i alverden hjælpe Fogh med at skære ned på velfærden, spørger Villy Søvndal.
Han mener, at situationen - hvis S springer fra forhandlingerne - kan udløse et folketingsvalg:
- Konsekvensen kan være et folketingsvalg. Det ser vi i SF frem til med glæde. Der er jo grøde i samfundet. De største demonstrationer i mange år er under opsejling, siger Søvndal.
Jørgen Goul Andersen er knap så sikker på, at Socialdemokraterne bryder ud af velfærdsforhandlingerne.
- Det er et meget spændende spørgsmål, men det tør jeg slet ikke spå om, kommer det efter lang tids betænkningstid.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. maj. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:01

Indland