Protesterne mod regeringens velfærdsreformer tager form. Hver dag kommer nye aktiviteter til i forberedelserne af den 17. maj
- Den her kamp er så hamrende vigtig, og nu må vi vise, at vi står sammen i forsvaret for velfærden, siger Stine Skogberg, kasserer og medlem af forretningsudvalget i de Pædagogstuderendes Landssammenslutning.
Organisationen er i fuld gang med at koble sine medlemmer til andre aktive kræfter rundt omkring i landet for på den måde at bidrage til protesterne mod regeringens forslag til forringelser.
- For det drejer sig jo ikke kun om, at det er vores SU og uddannelsesmuligheder, der skal holde for. Regeringen foreslår også forringelser, som rammer mange andre grupper. Dem må vi finde sammen med, hvor det er muligt, mener Stine Skogberg.
Skulder ved skulder
Jan Mathisen, faglig sekretær i RBF København, er helt enig i nødvendigheden af, at ungdommen og fagbevægelsen optræder side om side, hvis det skal lykkes at spænde ben for regeringens projekt.
- Der sker meget voldsomme angreb på de unge både med forslaget om halve dagpenge og forringelser for de uddannelsessøgende. Samtidig sætter regeringen et hårdt slag ind mod arbejdspladserne og blander sig endda i de forestående overenskomstforhandlinger med forslaget om mere uddannelse, som vi selv skal punge ud for, siger Jan Mathisen og fortsætter:
- Desværre er det lykkedes via den borgerlige presse at give en opfattelse af, at regeringens udspil nok ikke er så slemt endda. Derfor har vi stadig en kæmpe opgave med at få debatten og kendskabet til regeringens udspil ud på arbejdspladserne. Skal arbejdspladserne for alvor rykke i protesterne mod VC-planen, kræver det kendskab til planens indhold.
Mobilisering på skinner
At oplysning om regeringens planer kan sætte gang i folk, medgiver Mattias Tesfaye, lærlingekonsulent i 3F og centralt placeret i 17. maj sekretariatet.
- Det ser godt ud med mobiliseringen blandt de unge. De fanger hurtigt ideen om at danne lokale velfærdsgrupper eller netværk som afsæt for initiativer. Og der er flere eksempler på, at de uddannelsessøgende har taget kontakt til fagforeninger for at lave lokale aktiviteter eller arrangere fælles transport til de nærmeste byer, hvor der er planlagt demonstrationer den 17. maj.
Det ligger fast, at der bliver demonstrationer i landets fem største byer. Men allerede i næste uge er der planlagt aktivistmøder, tillidsmandsmøder og opstartmøder i en lang række byer. Mandag tages der et stort skridt i mobiliseringen til den 17. maj, når Fagligt Ansvar, LO Storbyerne og en række ungeorganisationer holder velfærdskonference i Århus.
Voldsomt angreb
- Derfra er det bare fuld fart frem. Fagforeningsfolk, tillidsfolk og elevrepræsentanter, alle må hjem i deres organisationer og sparke gang i aktiviteterne, der hvor det ikke allerede er sket. Der er al mulig grund til, at vi står sammen i protesterne mod regeringens udspil, der vil afskaffe væsentlige velfærdsgoder. Regeringen retter voldsomme angreb på store grupper af fagbevægelsens medlemmer, de arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere og de uddannelsessøgende. Alle står de for skud. Derfor har vi en fælles forpligtelse til at sikre, at alle de grupper, der rammes af velfærdsforringelserne går på gaden den 17. maj, siger Anders Munk, formand for TIB Århus.
Han er sikker på, at mandagens møde i Århus vil være et godt afsæt for at sætte lokale aktiviteter i gang. Ikke mindst de sidste par dages tilmeldinger giver grobund for optimisme. Status fredag ved middagstid lød på 228 tilmeldte fra arbejdspladser, fagforeninger og uddannelsesinstitutioner. Skulle nogen i sidste øjeblik ønske at deltage, skal de dog ikke holde sig tilbage, men kan møde op direkte mandag kl. 11 på Centralværkstedet, Værkmestergade 7 i Århus, opfordrer TIB-formanden.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278