I minimalstaten bestemmer markedskræfterne. Det sociale sikkerhedsnet eksisterer ikke, medmindre, du har tegnet forsikring

I 1993 udgav den nuværende statsminister Anders Fogh Rasmussen en bog med titlen 'Fra socialstat til minimalstat'.
I dag ser man ikke Fogh reklamere for sin bog. Tværtimod lægger han - officielt - luft til sine daværende synspunkter.
Alligevel kan det være relevant at se på, hvad det er for en ideologi, der grundlæggende bærer VC-regeringens politik.
Det er den amerikanske økonom, Robert Nozick, der står fadder til ideen om 'minimalstaten', eller 'natvægterstaten', som den også kaldes.
Ifølge Nozick skal staten udelukkende varetage opgaven at beskytte den personlige frihed og den private ejendomsret. Det vil sige sikre et retssystem, et politivæsen og et militær.
Alt andet i samfundet skal reguleres af markedet. Det vil sige, at al form for offentlig aktivitet, som vi kender i Danmark - det være sig fra hjemmehjælp og børnepasning til det offentlige vandværk, er opgaver, der løses af private firmaer.
Nozick, som Fogh Rasmussen i 1993 fremhæver som et af sine store forbilleder, afvise, at staten kan drive offentlige sygehuse og skoler. De ressourcer, der skal bruges hertil, ville nemlig skulle inddrives via beskatning, og det er ifølge minimalstatstilhængerne at sammenligne med ekspropriation.
Derfor må skoler og sygehuse være private, og betales via brugerbetaling eller ved at folk har tegnet forsikring.
Private forsikringer er også den eneste sikkerhed, hvis man bliver ramt af arbejdsløshed eller sygdom. Ligeledes sparer alle selv op til deres alderdom.
Minimalstaten er altså ensbetydende med et forsikringssamfund. Der er ingen form for offentlig forsørgelse, finansieret via skattebilletten.
Fogh Rasmussen moderer dog i sin bog dette synspunkt på et område: mennesker, der uforskyldt er kommet i en situation, hvor de ikke kan forsørge sig selv, skal hjælpes, siger han.
Det svarer således til tidligere tiders fattighus-ordninger.

Social ulighed
Minimalstats-tilhængerne mener også, at det er direkte forkert, hvis staten går ind og udligner den sociale ulighed, ved at omfordele indkomst fra de rige til de fattige. Som det for eksempel sker gennem et progressivt skattessystem.
Det vil angiveligt ikke hjælpe noget, for 'markedets indkomstfordeling' er den naturlige, og den vil på sigt slå igennem.
Argumentet er, at de rige er rige, fordi de er klogere og smartere, og derfor vil de altid finde veje til at udligne en beskatning.
Det er altså slet ikke muligt at skabe en mere retfærdig indkomstfordeling i samfundet, og derfor har staten ingen opgaver i forhold til at skabe lighed.
Ifølge Fogh Rasmussen er det ligefrem en krænkelse af menneskerettighederne, hvis der foretages beskatning af arvet rigdom.
Ligeledes er social ulighed sundt, fordi det ansporer folk til at arbejde hårdere.
Denne positive holdning til social ulighed har vi fornylig hørt formuleret direkte fra Venstres politiske ordfører Jens Rohde, i forbindelse med Folketingets debat om social ulighed i efteråret.
Fogh Rasmussen derimod benægter i dag, at social ulighed er et mål i sig selv. Ikke desto mindre er det veldokumenteret, at regeringens politik netop har ført til en markant voksende ulighed i det danske samfund.

Lønnen
I minimalstaten sættes lønnen alene af markedet. De mennesker, der lever af at sælge deres arbejdskraft, gør det altså til den pris, som markedet kan tilbyde dem.
Fogh Rasmussen beskriver også i sin lille pjece fra 1993, 'Vera og Benefica', at det er direkte usolidarisk at sikre en minimumsløn, fordi den i realiteten holder de svage grupper ude af arbejdsmarkedet.
De kan ifølge Fogh og de andre minimalstats-tilhængere kun klare sig selv, hvis arbejdsgiverne kan få dem til en lavere løn.
Derfor skal der heller ikke være sociale ydelser, som dagpenge og bistandshjælp, der i realiteten lægger en 'bund' under løndannelsen. Hvis en arbejdsløs ikke havde noget af leve af, ville han sælge sig selv til den løn, som markedet vil give for ham, lyder argumentet.
Også her er der en direkte parallel til de nedskæringer i kontanthjælpen, som VC-reeringen har gennemført, samt de angreb på dagpengene, som den har varslet i de nye reformer.
Endelig raser Fogh Rasmussen i 1993 også imod enhver form for offentlig beskæftigelse. For i realiteten kommer der ikke én eksta arbejdsplads ud af det:
'For at bygge broen må staten opkræve flere penge i skat. Hver eneste krone, der går til broen, bliver taget fra skatteborgerne. Det betyder, at skatteborgerne har færre penge til at købe andre varer for. Med andre ord: for hvert nyt offentligt job, der bliver skabt ved projektet, bliver der nedlagt et privat job et andet sted', forklarer Fogh Rasmussen i 'Vera og Benefica'.