16 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Regeringen lyver om ungeindsats

Regeringen lyver om ungeindsats

Onsdag, 10. maj, 2006, 00:00:00

De unge kommer ikke i arbejde ved at halvere deres dagpenge, mener forskere bag rapport om ungeindsatsen

VC regeringen skal holde op med at bruge erfaringerne fra ungeindsatsen som et argument for at halvere dagpengene for de 25- til 29-årige. Der er nemlig intet belæg for at sige, at ungeindsatsen fra 1996 har fået flere unge i arbejde. Det fastslår forskerne bag en videnskabelig rapport om ungeindsatsens effekt tilbage i 1999, skriver Ugebrevet A4.
Med ungeindsatsen fik unge arbejdsløse under 25 år halveret deres dagpenge efter et halvt års arbejdsløshed. Den ordning vil regeringen nu udvide til alle under 30 år.
- Det med at skære ydelserne ned til halvdelen er simpelthen ren politik. Man kan ikke bruge vores analyse til at sige, at her har vi beviset på, at hvis vi skærer i folks ydelser, så skal de nok finde et job, understreger Michael Svarer, lektor ved Århus Universitet, som har været med til at skrive artiklen.
I regeringens velfærdsoplæg står der, at den særlige ungeindsats i kontanthjælps- og dagpengesystemet for unge under 25 år uden en erhvervskompetencegivende uddannelse har været et effektivt redskab til at nedbringe arbejdsløsheden og til at styrke tilskyndelsen til uddannelse.
Men den holder ikke. Det som forskerne med sikkerhed kan sige er, at ungeindsatsen flyttede unge fra arbejdsløshed til uddannelse. En af grundene er, at der blev oprettet særlige uddannelsesforløb til lejligheden.
Men hvis ordningen udelukkende flytter unge mennesker fra at vente i en arbejdsløshedskø til at vente i et klasseværelse, så er den ikke nødvendigvis en succes, lyder det blandt andet i artiklen fra 1999.
Man kan ikke aflæse noget pludseligt knæk i arbejdsløshedsstatistikken i 1996, da ungeindsatsen blev indført. Faldet i ungdomsarbejdsløsheden var begyndt før dette tidspunkt. Det samme kunne ses på statistikken for de 25- til 29-årige, selv om de ikke blev udsat for ungeindsatsen, påpeger forskerne.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. maj. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:01

Indland