Over 1000 downloadede forslaget til principprogram for det kommende nye kommunistiske parti i løbet af den første uge
DKP/ML`s og Kommunistisk Samlings udsendelse af et forslag til principprogram for et nyt fælles kommunistisk parti ser ud til at have vakt en vis interesse.
Efter at forslaget til principprogrammet for en måned siden blev lagt ud som pdf-fil på DKP/ML`s hjemmeside, har omkring 1500 downloadet programforslaget, oplyser DKP/ML`s formand Jørgen Petersen.
- Alene den første uge var der omkring 1000 downloads. Og så skal man tænke på, at programforslaget på det tidspunkt allerede var offentliggjort i Arbejderen, understreger Jørgen Petersen.
- Det siger noget om interessen for det nye kommunistiske parti, vi er ved at skabe sammen med Kommunistisk Samling
Også på Kommunistisk Samlings hjemmeside mærker man interessen, oplyser webmaster Thomas Riemenschneider.
- Vi har haft knap 350 downloads af programmet i løbet af april, og det er klart det dokument, flest har downloadet, siger Thomas Riemenschneider til Arbejderen.
Forslag må diskuteres
Ud over de i alt knap to tusinde, der har fået fingre i programforslaget via de to hjemmesider, har mange andre også skaffet sig et eksemplar via de to organisationers fælles bod på Rød 1. Maj i København, fortæller Anette Nielsen fra KS i København.
- Der var en utrolig god stemning, og jeg er især glad for, at der var så mange unge, der kom hen til vores bod for at diskutere og få materialer, siger Anette Nielsen til Arbejderen.
Næste gang, man kan opleve DKP/ML og Kommunistisk Samling i fælles optræden, bliver på den store demonstration den 17 maj mod regeringens velfærdsforringelser, oplyser Annette Nielsen
- Vi planlægger også at invitere interesserede til åbne debatmøder om programforslaget. Det nye kommunistiske parti bliver desuden et vigtigt emne på Rød Sommerlejr. Vi mener nemlig, at det er en vigtig del af processen hen imod det nye parti, at vi får inddraget så mange som muligt i debatten.
- Vi skal jo ikke bare bekræfte hinanden, men også blive klogere gennem alle de berøringsflader vi har, -- og arbejder for at få. Vi har jo rigeligt med problemer i det her samfund, og mange opgaver, som det nye parti skal være med til at løse og løfte, siger Anette Nielsen til Arbejderen.
Nye medlemmer
Den store interesse for hvad der sker i den kommunistiske bevægelse kommer også til udtryk i en løbende tilgang af medlemmer til DKP/ML, fortæller partiets formand Jørgen Petersen.
- Vi har dagligt mellem to og fem henvendelser fra folk, der reagerer på vores partikampagne, og gerne vil have tilsendt materialer om partiet. Det er folk fra hele landet, fra Skive til Sønderborg, fra Værløse til Varde. Mange giver os også en hilsen med på vejen, siger Jørgen Petersen.
Han viser en af de mange mail, hvor der står: 'Jeg synes jeres kampagne er sej, og jeg vil gerne vide mere om DKP/ML.'
- Selv om der er opmærksomhed omkring partiet og samlingsprocessen i hele landet, er det først og fremmest i Århus og København, hvor vi er kendt for vores arbejde i for eksempel fag- og fredsbevægelse, at vi får nye medlemmer. Det er folk der ønsker aktiv handling, der melder sig ind, og det sker i tilfredshed med, at der nu endeligt sker noget i enhedsprocessen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278