Kontrollen af vores fødevarer er blevet ringere efter fem år med VC-regeringen. Det vurderer syv ud af ti ansatte i fødevare-virksomhederne
- Regeringens årelange nedskæringer af fødevarekontrollen måtte få konsekvenser på et tidspunkt. Nu ser vi konsekvenserne af de 200 færre ansatte i Fødevarestyrelsen og princippet om, at industriens skal kontrollere sig selv, som er en konsekvens af den borgerlige regering.
Det siger formanden for Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet (NNF), Ole Wehlast. Han er stadig rystet efter at have læst svarene fra den undersøgelse, som han selv har sat i gang blandt sine medlemmer i samarbejde med Analyse Danmark.
NNF har indhentet vurderinger af fødevarekontrollen fra 519 ansatte i fødevarevirksomheder over hele landet. De ansatte arbejder indenfor slagterier, bagerier, mejerier og i sukker/chokolade-industrien.
- I løbet af debatten har mange politikere og tal været fremme. Men ingen har spurgt dem, der til daglig arbejder i fødevareproduktionen, fortæller Ole Wehlast til Arbejderen om baggrunden for initiativet.
Svarene er skræmmende: 365 af de adspurgte - eller 70,3 procent - vurderer, at kontrollen er blevet dårligere som en følge af den borgerlige regerings reformer af kontrollen.
Ikke nok med at der på få år er gennemført massive nedskæringer i de offentlige myndigheder, der skal kontrollere virksomhederne. Samtidig har regeringen lagt det ud til virksomhederne at kontrollere sig selv.
- Vi kan konstatere, at egenkontrol ikke sikrer en tilstrækkelig fødevaresikkerhed. Egenkontrollen kan ikke stå alene. Derfor gør det ekstra ondt, når regeringen samtidig skærer den uafhængige kontrol fra offentlige myndigheder, konstaterer Ole Wehlast.
Ud over dårlig mave, advarer NNF mod, at den ringe kontrol kommer til at koste arbejdspladser:
- Regeringen spiller hasard med danske arbejdspladser og eksportindtægter. Hidtil har 'Made in Denmark' været et kvalitetsstempel, som samtidig har garanteret fødevarekontrol i verdensklasse. Nu risikerer vi, at regeringen også smadrer Danmark gode image på fødevareområdet.
Over halvdelen af de adspurgte - 54,3 procent - mener, at forbrugerminister Lars Barfoed bør tage konsekvensen og gå af. Fagforeningen NNF har nu inviteret sig selv til en snak med ministeren om, hvordan fødevaresikkerheden kan forbedres.
NNF`s undersøgelse kommer efter, at det er kommet frem, at kød, hvis udløbsdato var for flere år siden, er solgt videre og endt i supermarkeder og på danskernes spiseborde, fordi kontrollen er for dårlig.
Senest er det kommet frem, at kontrollen med udenlandsk kød også er alt for lemfældig: Her tages kun stikprøvekontrol af mellem fem og ti procent af kødet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278