I Odense er de løbet tør for flyers. LO-formanden håber at fylde Flakhaven med 10.000 demonstranter
- Det her rammer både ung som ældre. Så det er nu, vi skal sige fra. De unge skal nok stille op, så nu håber jeg bare, at den lidt ældre generation vil gøre det samme og ikke vil nøjes med at tænke, at jeg har det da godt nok, siger Helle Nielsen, formand for LO Odense.
Tirsdag var 25-30 aktivister op hos HK i Odense for at få skub i de sidste aktiviteter op til protesterne 17. maj.
- Alle organisationer er i fuld gang med at gribe fat i deres egne medlemmer. Halvdelen af uddannelsesinstitutionerne har haft besøg, og vi er midlertidig løbet tør for flyers. Så jo der er gang i den, konstaterer LO-formanden.
Hun håber på, at Flakhaven bliver fyldt med 10.000 demonstranter på dagen.
Ugen har budt på aktivist- og planlægningsmøder i en række byer, således også i Hillerød. Her mødte godt 20 aktivister op tirsdag for at få de sidste aftaler på plads i forhold til den planlagte fordemonstration på Torvet og fællestransporten til København.
- Det er utroligt positivt det, der sker lige nu. Vi får knyttet en alliance mellem fagbevægelsen og ungdommen, som skal bruges som løftestang til at vippe Fogh af pinden, siger Tue Tortzen, formand for 3F Frederiksborg.
Han er sikker på meget stor tilslutning til protesterne fra de unge, men lidt mere tøvende med en vurdering af den øvrige deltagelse fra Hillerød og omegn.
- Det er lang tid siden arbejdspladserne har været i bevægelse, og man må desværre konstatere, at det er lykkedes for regeringen at lulle folk i søvn. Som fagforening er vi nødt til at reagere, når der kommer så voldsomme angreb som nu, og når folk i arbejde opdager den bevægelse, det har sat gang, så er jeg sikker på, at folk nok skal genvinde kampgejsten, og at det vil have en afsmittende virkning også på sigt, lyder det fra 3F-formanden, der slutter med ordene:
- Når de kan i Frankrig, så kan vi også.
Følg med i aktiviteterne på www.17maj.org.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278