16 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Overvågning skader os

Overvågning skader os

Lørdag, 13. maj, 2006, 00:00:00

Du kan ikke blive afklaret omkring religion, seksualitet eller politisk overbevisning, hvis Big Brother konstant kigger dig over skuldere, advarer Digital Rights

- En generel og systematisk overvågning uden konkret mistanke, men med henblik på en eventuel senere efterforskning hører til det, men normalt kalder et overvågningssamfund - hvor borgernes færden registreres af en kontrollerende og allestedsnærværende stat.
Sådan beskriver Tanja Krabbe fra Digital Rights, der arbejder på at sikre borgernes rettigheder i den digitale verden.
Hun var en af i alt tolv eksperter, der onsdag stod i kø i Folketingets Landstingssal for at skyde med skarpt mod regeringens nye terrorpakke, som for øjeblikket behandles i Folketinget.
Især de nye muligheder som PET - uden forudgående dommerkendelse - skal have for at indhente oplysninger om os hos sociale myndigheder, læger og andre myndigheder, vækker bekymring hos eksperterne, der var inviteret til terrorhøring af Teknologi-Rådet.
- Forslaget får særlige dimensioner i et land som Danmark, hvoroffentlige registre indeholder meget omfattende information om borgernes private forhold, som indkomst, offentlige ydelser, helbredsoplysninger og så videre, konstaterer Tanja Krabbe og fortsætter:
- Overvågningskameraer og omfattende aflytning i form af registrering og indhentning af oplysninger, minder os alle om den stadige terrortrussel. Dermed er overvågning med til at skabe en generel tilstand af frygt. Samtidig skaber det utryghed og uklarhed om, hvilke oplysninger der registreres og hvem der kender til dine personlige forhold. Der kan let skabes en profil af den enkelte borgers liv fire-fem år tilbage i tiden.
Ikke kun hver enkelt borger rammes - også hele samfundet og demokratiet kommer i klemme.
- Overvågning har store konsekvenser for demokratiet. Det personlige rum er en vigtigt forudsætning for at kunne udøve dine demokratiske rettigheder. Du kan ikke frit udveksle tanker og meninger eller bliver afklaret omkring religion, seksualitet eller politisk overbevisning, hvis du konstant har nogen, der kigger med over skulderen, fastslår Tanja Krabbe.

Mere kontrol ingen løsning
Socialdemokraternes retsordfører Morten Bødskov er klar til at støtte justitsministerens nye vidtgående terrortiltag. Eneste krav er at kontrollen med PET øges.
Det blålys skød professor i strafferet på Københavns Universitet, Jørn Vestergaard ned:
- Med de nuværende og de nye terrorlove, bliver definitionerne af, hvad der er strafbart hvornår, så mudrede at det bliver stort set umuligt for et uafhængigt kontroludvalg at føre kontrol. Derfor er mere kontrol alene ingen løsning. Erfaringerne viser, at vil man hindre misbrug af oplysninger og sikre borgerne bedst muligt, skal politiets og efterretningstjenesternes beføjelser være klart afgrænsede, fastslog Jørn Vestergaard.
I Norge har kontroludvalget mulighed for at undersøge konkrete sager og afhøre ansatte i efterretningstjenesten.
Det er at gå for vidt, mener den socialdemokratiske retsordfører, der er godt tilfreds med, at kontroludvalget - på grund af deres tavshedspligt - alene har justitsministeren at klage til.
- Det er at lade ræven vogte gæs. Vi står jo i en situation, hvor det i høj grad netop er justitsministeren, der presser på for at give PET flere beføjelser, advarer advokat Anne-Birgitte Bjerre-Olsen, fra Landsforeningen af Beskikkede Advokater.

Billig terrorisme
Man er aldrig nået frem til en fælles international definition af terrorisme - og FN`s terrorliste er der heller ikke enighed om.
- Adskellige lande var afskåret fra at indgå i samarbejdet om disse lister, på grund af det forfatningsstridige i at sortliste folk alene på basis af mistanke om kriminelle aktiviteter. Andre lande har måtte trække sig ud af samarbejdet, efter at sortlistede¦ personer har bragt sagen for en domstol, fortæller nationaløkonom Loretta Napoleoni ph.d. London School of Economics.


Nej tak til FN
FN`s særlige rapportør, der skal forsøge at holde øje med at menneskerettighederne ikke knægtes i kampen mod terrorisme, er ikke velkommen i Danmark. Det fremgår af et svar fra udenrigsministeren til Enhedslistens retsordfører, Line Barfod.
Hun har foreslået ministeren, at kontakte FN`s terror-rapportør for at få vejledning i, hvordan Danmark sikrer overholdelse af menneskerettighederne, både i forbindelse med de nuværende terrorregler og den nye terrorpakke.
Men den ide afviser udenrigsministeren blankt: Regeringens indsats mod terror sker '...for retssamfundets skyld og derfor på retssamfundets præmisser...' i stedet vil han 'orientere' FN`s komité for terrorbekæmpelse (CTC) om 'nye relevante lovgivningsmæssige tiltag, herunder hvorledes menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder respekteres', skriver ministeren i et svar til Line Barfod.
Ironisk nok er det ellers netop udenrigsministeren selv, der har foreslået at der blev nedsat en FN-rapportør. Danmark har nemlig formandskabet for terror-arbejdsgruppen under FN`s sikkerhedsråd.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. maj. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:01

Indland