Selv når irakerne har overtaget ansvaret for sikkerheden vil regeringen og Dansk Folkeparti blive i Irak
'Årtiers brutalitet har forårsaget en manglende rettighedskultur, hvorfor overholdelse af menneskerettigheder fortsat er en udfordring i dagens Irak'. Og 'Genopbygning af Irak og landets transition fra planøkonomi og et-parti-system til en åben markedsøkonomi under demokratisk ledelse er en omfattende og kompleks opgave, der vil tage tid og kræve en betydelig indsats fra det internationale samfund'.
Det er to af regeringens argumenter for at forblive i Irak efter den 1. juli hvor det nuværende mandat for de danske styrker udløber.
Regeringen fremlagde torsdag en 50 siders lang rapport om situationen i Irak. Rapporten skal underbygge regeringens forslag om at forlænge mandatet for den danske besættelsesstyrke med mindst et år frem til midten af 2007.
Regeringen lægger op til at forblive i Irak meget længe, også ud over juli 2007, hvor det vurderes at de irakiske sikkerhedsstyrker når op på fuld størelse på 325.000 mand.
Til august vil regeringen reducere den danske styrke med 80 mand, men samtidig vil regeringen tilbyde FN et transportfly, et C-130, der skal flyve i Irak, fra midten af november. Det kræver mellem 40 og 70 mand.
Der vil fortsat være behov for den multinationale sikringsstyrke til videre uddannelse inden for militære færdigheder som efterretningstjeneste, forsyningstjeneste og kommando- og kontrolstruktur, fremfører regeringen.
Efter at irakerne har overtaget ansvaret forventer regeringen at beholde en styrke på mellem 150 og 200 mand i Irak, der skal være under amerikansk ledelse.
- Illisionen om at alle soldater er ude af Irak til næste år vil jeg fraråde folk at have. Sådan fungere verden ikke. Vi forlænge de danske styrker med et år. Så må vi se, hvad vi kan gøre i løbet af dette år, om vi yderligere skal ændre indholdet af vores bidrag, siger forsvarsminister Søren Gade til Radioavisen.
Regeringen har flertal for sit forslag sammen med Dansk Folkeparti, som allerede har meddelt at de støtter. Enhedslisten, SF, Socialdemokraterne og de Radikale stemmer imod. Regeringens Irakrapport kan findes på www.um.dk.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278