De halve dagpenge for unge under 25 hindrer dem i at få uddannelse og varige job, vurderer arbejdsmarkedsforsker ud fra en undersøgelse af ungeindsatsens effekt
De halve dagpenge hindrer unge under 25 år i at få regulær uddannelse og varige job. Altså det stik modsatte af den erklærede hensigt med den såkaldte ungeindsats. Sådan tolker arbejdsmarkedsforsker John Andersen den første regulære undersøgelses af effekterne af ungeindsatsen.
Undersøgelsen er foretaget af Rambøll Management for Arbejdsmarkedsrådet i Frederiksborg Amt. Den viser, at kun hver syttende, der har gennemført ungeindsatsens 18 månders uddannelsesforløb, kommer i gang med en regulær mellemlang eller videregående uddannelse efter forløbet. Og 40 procent dropper ud inden uddannelsesforløbets afslutning.
Økonomien er den hyppigste årsag til, at så mange dropper ud. Over to tredjedele af 'de frafaldne' får da også job - men der er tale om ufaglærte job afløst af mange arbejdsløshedsperioder.
Øger marginalisering
- Det er det samme som med starthjælpen. Ideen om, at man økonomisk kan piske de svageste ind i samfundet eller ud på arbejdsmarkedet, virker ikke. Ud over at være socialt uretfærdigt, virker det stik modsat, siger John Andersenprofessor ved Roskilde Universitetscenter til Arbejderen.
Så afskaffelse af de halve dagpenge ville betyde at flere unge ville få uddannelse og varigt arbejde?
- Ja. Det ville gøre det mere attraktivt og realistisk for de unge at komme videre, i stedet for at jagte midlertidige job. Og effekten af at indføre halve dagpenge for dem mellem 25 og 29 år vil have en endnu større negativ effekt. For den gruppe er i langt højere grad familieforsørgere, understreger John Andersen.
Brug for TR-ordning
Undersøgelsen afslører dog også positive elementer i ungeindsatsen, påpeger arbejdsmarkedsforskeren.
- Den individuelle 'coaching' af de unge. fungerer rigtigt godt. Folkene bag undersøgelsen foreslår også, at kommuner og Arbejdsformidling oprettes fælles 'ungeteam' , som kan varetage indsatsen over for både forsikrede og ikke-forsikrede unge. Det synes jeg er en god ide, som jeg gerne ser udbygget endnu mere, siger John Andersen
Undersøgelsen anbefaling at af bruge mentorer på skoler og virksomheder, hvor de unge er i praktik, får også hans støtte.
- Men de skal fungere lidt som en tillidsrepræsentanter på en arbejdsplads. De må ikke være en del af ledelsessystemet. Og det må da være en opgave, som fagbevægelsen kan være med til at løse, siger John Andersen.
Også Lissi G. Pedersen, formand for Arbejdsmarkedsrådet i Frederiksborg Amt, udtrykker i Ugebrevet A4 bekymring over, at de halve dagpenge, får så mange til at droppe uddannelsesforløbet - uanset at mange af dem kommer i arbejde.
- Årsagen til, at gruppen overhovedet er omfattet af ungeindsatsen er, at de har brug for at erhverve sig de rette kvalifikationer, så de kan blive fastholdt på arbejdsmarkedet. Derfor er det ikke positivt, at de bliver tvunget tilbage i ufaglært arbejde, understreger Lissi G. Pedersen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278