KL vil have kvoter for hvor mange, der kan modtage sociale ydelser. Et anslag mod borgernes retssikkerhed, siger næstformand for socialrådgiverne
Det skal være slut med, at sociale ydelser er en fælles ret for alle i samfundet, høj som lav. Fremover skal de sociale ydelser - som for eksempel folkepension og børnecheck - være forbeholdt de, der trænger allermest.
Det mener i hvert fald Kommunernes Landsforening, KL, der nu spiller ud med sine egne forslag til ændringer i den offentlige velfærd.
- Vi må se på kriterierne for, hvem der tildeles velfærdsydelser. Afgørende må være behovet hos den enkelte borger, så indsatsen kan koncentreres hos dem med et reelt behov, siger Erik Fabrin, der er ny formand for KL.
Bettina Post, der er næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, er ikke enig i KL`s forslag:
- Det kan lyde meget tilforladeligt. Men problemet er, at hvis man begynder at pille ved det lighedsprincip, som bærer hele vores velfærdssamfund, så har det store konsekvenser, For det vil betyde et skred i bevidstheden i befolkningen, siger hun til Arbejderen.
- For de rigeste er folkepensionen en klatskilling. Men det betyder uendelig meget for deres vilje til at skulle betale skat til den kollektive velfærd.
Samtidig lægger KL op til, at der skal ske en meget mere stram styring af udgifterne til sociale ydelser, på linie med den måde, som kommunernes udgifter til skoler, ældrepleje og børnepasning i dag styres på af regeringen.
Ligeledes foreslår Kommunernes Landsforening, at 'der udarbejdes måltal for antallet af modtagere for hver enkelt type overførselsindkomst'.
- Det er jo hul i hovedet, lyder det fra Bettina Post.
- Sociale ydelser er retsbestemte. Enhver borger, der opfylder kriterierne, skal have ydelsen, uanset om kommunens kvote er opbrugt eller ej. Så hvis der skal pilles ved det, er det borgernes retssikkerhed, der er i spil, fastslår hun.
Forslagene fra KL er et oplæg til forhandlinger med VC-regeringen om en ny langsigtet økonomisk plan, den såkaldte 2015-plan, som regeringen vil vedtage i efteråret.
Andre forslag fra KL:
* Mere fleksibel styring af de offentlige finanser og kommunernes økonomi.
* Det nuværende loft over realvæksten i kommunernes offentlige forbrug på en halv procentpoint skal forhøjes.
* Der skal indføres brugerbetaling på en lang række områder. Som tommelfingerregel skal der leveres en gratis kommunal service op til et vist niveau, hvorefter den enkelte selv kan købe sig flere ydelser oven i.
Derudover foreslår KL brugerbetaling indenfor sundhedsområdet, ældreområdet og børnepasning. For eksempel: brugerbetaling for at gå til læge, for at få hjemmehjælp, for at få mad på sygehuset, mens man er indlagt.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278