Stilladsarbejderne ved Nordjysk Stilladsudlejning har genoptaget arbejdet efter syv ugers strejke. Arbejdsgiveren truede med fritstilling af arbejdet
Det er ikke en ny lokalaftale, der har fået stilladsarbejderne i Aalborg til at genoptage arbejdet.
- Vi arbejder igen, men jeg vil understrege, at det sker under protest. De fleste har valgt at genoptage arbejdet, fordi der hang en fritstilling i luften, siger tillidsmand René Andersen.
Truslen om fritstilling fra direktør for Nordjysk Stilladsudlejning, Preben Korsgaard, skulle vise sig at være et effektivt middel til i første omgang at få sat en stopper for den langvarige arbejdskamp. Onsdag formiddag valgte stilladsarbejderne at trække i arbejdstøjet igen og begynde nedtagning af de stilladser, der har stået urørt i godt syv uger.
Strejken begyndte den 3. april i protest over strandede lokalforhandlinger og arbejdsgiverens ensidige diktat af en lønnedgang på mere end 60 kroner i timen. Hver dag siden har stilladsarbejderne stået blokade foran firmaet for at forhindre stilladsrelateret arbejde i at blive udført.
- Vi har stadig ikke nogen aftale. Allerede onsdag eftermiddag satte vi os sammen med fire fra arbejdsgiverside. Det kom der ikke noget ud af. Nu skal vi forhandle igen i eftermiddag (torsdag, red.). Så må vi se om kollegerne vil acceptere, hvad der kommer på bordet, siger tillidsmanden.
Han gør opmærksom på, at kollegerne vil se helt andre boller på suppen end hidtil. Det vil sige, at Preben Korsgaard ikke kan blive ved med at servere det samme udspil, hvor der kun er flyttet et komma hist og pist.
- Vi må se, hvordan forhandlinger forløber. Indtil videre arbejder vi for på den måde at vise vores vilje til samarbejde. Direktøren skal ikke kunne sige, at det er vores skyld, at der ikke kan forhandles, slutter René Andersen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278