Måske har du allerede hentet programmet for det nye kommunistiske parti på internettet - nu har du chancen for at diskutere det sammen med unge og ældre kommunister
En spændende blanding af aktuel politisk diskussion, rød kultur og feriestemning med tilbud til hele familien. Det er Rød sommerlejr 2006.
- Den røde tråd på årets sommerlejr bliver enhedsprocessen mellem DKP/ML og Kommunistisk Samling (KS). Der kommer dagligt bestillinger på forslaget til principprogram for det nye parti og det hentes ned fra vores hjemmesider. Nu får deltagerne på Rød Sommerlejr mulighed for at diskutere de grundlæggende temaer, som kommunisternes programforslag bygger på, fortæller Jørgen Petersen, formand for DKP/ML til Arbejderen.
Årets sommerlejr arrangeres af DKP/ML sammen med KS og Isterød Høj- og Efterskole i uge 28 - fra søndag den 9. juli til lørdag den 15. juli.
Lejrens program ligger klar. Og det er fyldt med spændende debatter om grundelementerne i det nye program.
Fire formiddage er afsat til at vende og dreje vigtige spørgsmål i programforslaget:
Mandag handler det om 'Kampen om idéerne - om kommunisternes verdensanskuelse i modsætning til mystificisme og tilsløring af klassekampen. Tirsdag tages kapitalismen i dag under behandling: Karen Sunds giver sin analyse af kapitalisme, monopolkapitalisme, regionalisering og globalisering.
Onsdag er det blevet tid til at vende de forskellige synspunkter på reform og revolution - Søren Becher giver sit bud på kommunisternes antimonopolitiske strategi.
Om fredagen lægger Anette Nielsen (KS) og Lotte Rørtoft-Madsen (DKP/ML) op til debat om, hvilket kommunistisk parti vi vil have? Det er her du kan få stillet din nysgerrighed om, hvilke organisatoriske overvejelser kommunisterne har og spørge ind til det forslag til vedtægter som KS og DKP/ML har lagt ud til debat.
- De politiske debatter tager afsæt i det programforslag for det nye kommunistiske parti, som for øjeblikket diskuteres over hele landet. Nu får også de, der ikke er med i DKP/ML eller KS, mulighed for, at høre hvilke overvejelser der ligger bag, fortsætter Jørgen Petersen.
Foreløbig har 118 mennesker i alle aldre tilmeldt sig sommerlejren. Det er lidt flere end på samme tidspunkt sidste år. Igen i år deltager folk fra alle de kommunistiske organisationer og udenfor partierne.
Rød Sommerlejr rummer mange andre muligheder end at diskutere politik, fastslår Jørgen Petersen.
- Om eftermiddagen kører vi et kulturværksted, som vil arbejde kreativt med slogans og symboler. Samtidig forsøger vi at danne et lejrband, for dem der har lyst til at synge og spille, især henvendt til lejrens unge.
Lejren afholdes på den tidligere Tidens Højskole ved Hørsholm. I dag holder Isterød Høj- og Efterskole til i bygningerne - som i øvrigt ligger lige ned til Sjælsø, så der er mulighed for en kano- eller badetur. Herudover rummer skolen masser af muligheder for at spille fodbold, håndbold, løb og volleyball.
For dem der ikke kan få politik nok, er der tilbud om politisk skoling, cafédebatter om højrefløjen i Danmark, om antikommunisme eller om politisk ungdomskultur - inklusiv smagsprøver på politisk reggae-musik.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278