18 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fogh skyder med fejlskud

Fogh skyder med fejlskud

Tirsdag, 23. maj, 2006, 00:00:00

¤¤Så smækfuld af fejl, at den ikke kan tages alvorlig¤¤, påstår statsministeren om racismerapport - men kritikken sendes retur

Det skulle have været endnu en blank afvisning af den internationale kritik af de forhold, som den danske regering byder flygtninge og indvandrere. Men statsministerens svar på Europarådets racismerapport om Danmark indeholder flere fejl og fejlfortolkninger, konstaterer Eva Smith, juraprofessor og formand for Den Europæiske Kommission mod Racisme og Intolerance (ECRI), der står bag rapporten.
Hun har gennemgået de 20 'faktuelle fejl', som regeringen påstår at have fundet i rapporten, og tilbageviser 18 af påstandene om fejl. En af de såkaldte 'faktuelle fejl' er, at ECRI påpeger, at asylansøgeres børn ikke får undervisning i folkeskolen. Men det afviser regeringen med begrundelsen, at ethvert center 'kan indgå en aftale med en lokal skole'
- Vi ville egentlig bare have en debat om, hvordan vi sikrer at asylansøgernes børn ikke isoleres. Hvis regeringen mener, at centrene bare kan indgå en aftale med de lokale skoler, så må vi spørge: Hvor mange eksempler findes der på det? Regeringen forsøger at få debatten væk fra dét, det i virkeligheden handler om. Det sker ud fra devisen: Slå budbringeren ihjel, så slipper vi for at høre det triste budskab, siger Eva Smith til Arbejderen.
- I stedet for at tale indhold skal vi nu igennem en debat om udtryk og vendinger. En meget stor del af regeringens kritik drejer sig om misforståelser eller forskellige vurderinger af fakta. ECRI er nedsat af Europarådet - med Danmarks støtte - for at være talerør for mennesker, der udsættes for diskrimination. Nu ser det ud som om, regeringen vælger at se vores råd, som kritik, uddyber Eva Smith.
Statsministeren er nu kaldt i samråd, og han skal besvare spørgsmål på skrift om Eva Smiths kritik af hans svar.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. maj. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 19:01

Indland