De ansatte i ældreplejen bliver stressede, fordi forventningerne ikke står mål med de afsatte midler. Det viser en rapport FOA i Århus har lavet
'Som ansat i ældreplejen skal man være lidt hård mellem ørerne'.
Det er et af de udsagn, som fremgår af en helt ny rapport om det psykiske arbejdsmiljø i ældreplejen, som FOA i Århus har lavet.
- Vi ville gerne finde ud af, hvordan medlemmerne oplever de seneste års markante ændringer i hjemmeplejen med blandt andet indførelse af frit valgs ordningen. Og om muligt finde svar på, hvorfor medlemmerne bryder sammen på stribe, siger Kirsten Normann, formand FOA Århus, til Arbejderen.
Hun synes rapporten tydeligt viser, hvor lidt sammenhæng der er mellem de politiske beslutninger og så den virkelighed, medlemmerne står midt i.
- Vi spørger ikke direkte ind til medlemmernes syn på frit valgs ordningen. Alligevel skinner det igennem, at arbejdsmiljøet er blevet væsentlig dårligere og forholdet til både kolleger og ledelse på forskellige niveauer mere anstrengt efter indførelsen af frit valg, konstaterer FOA-formanden.
Konsekvensen af, at forventningerne til de ansatte ikke ændres, trods omfattende besparelser på området er, at personalet i praksis udfører opgaver, som der ikke er afsat tid til, fordi alternativet er plejefagligt uforsvarligt.
'Og det er måske den værste oplevelse, fordi de hele tiden oplever at være i konflikt med deres egne faglige normer', hedder det i rapporten.
Samstemmende fortæller alle deltagerne i undersøgelsen, at nogle kolleger løser denne konflikt ved alligevel at finde tid til at gøre det, de oplever som det nødvendige arbejde. Andre kører lige efter reglerne og gør sig hårde både overfor borgerne og overfor egne faglige krav.
FOA i Århus vil nu tage fat omkring de problemer med arbejdsforholdene, som mange ansatte peger på.
Første skridt i den retning bliver et tillidsmandsmøde den 8. juni. Derefter er det planen at indkalde alle medlemmer til debat om rapporten og dens konklusioner med henblik på at få gjort noget ved arbejdsforholdene.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278