Socialdemokraterne bør forlade forhandlings-bordet, mener DKP/ML, som vil arbejde for fortsatte aktiviteter mod både lokale nedskæringer og VC-reformer
Der skal fuld fart på kampen for velfærd. Bevægelsen for velfærd bør smede, mens jernet er varmt.
Det var konklusionen, da Danmarks Kommunistiske Parti/ML i sidste weekend holdt landsledelsesmøde og diskuterede de fortsatte aktiviteter mod VC-udspillet efter de store demonstrationer den 17. maj.
- Det er vigtigt at fortsætte de synlige aktiviteter nu og lægge et maksimalt pres på politikerne for at få taget forringelserne af bordet, siger Joan Ågot Pedersen, næstformand i DKP/ML.
Hun lægger vægt på, at bevægelsen skal vokse fra neden.
- Det var den brede alliance mellem de unge og fagbevægelsen, der gjorde det muligt at samle over 100.000 mennesker, og det er den alliance, der skal styrkes og udbygges fra neden. De tillidsmandsmøder og aktiviteter, der foregår fremover, bør tage udgangspunkt i det brede samarbejde, mener Joan Ågot Pedersen.
DKP/ML mener, at Socialdemokraterne straks bør forlade forhandlingerne om regeringens velfærdsudspil og afvise lignende tiltag i forhandlingerne for kommunerne.
I stedet for forringelser i velfærden opfordrer kommunisterne til at bruge statens milliardoverskud på mere velfærd og samtidig begynde at skrabe penge ind hos de multinationale selskaber, der betaler ingen eller meget lidt skat i Danmark.
- Demonstrationerne den 17. maj signalerede et klart nej til forringelser i velfærden. Derfor må både politikere og fagbevægelse gøre sig klart, om de vil gå ind i det partipolitiske rænkespil eller varetage almindelige menneskers interesser, sådan som de er blevet valgt til, siger Joan Ågot Pedersen.
Hun vurderer at velfærdsudspillet er et skridt hen imod et markant anderledes samfund
- Man må undre sig over nedskæringerne, for der har aldrig været flere værdier. Hele pointen er, at Anders Fogh vil slippe markedskræfterne fri og skære den offentlige sektor ned, så selskaber kan høste profit på bekostning af almindelige mennesker, siger Joan Ågot Pedersen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278