17 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

KL vil tage penge fra børnene

KL vil tage penge fra børnene

Lørdag, 27. maj, 2006, 00:00:00

Den offentlige sektor skal æde sin egen hale, foreslår formand for Kommunernes Landsforening

Formanden for Kommunernes Landsforening, Erik Fabrin, (V) vil give ældreplejen flere penge efter den massive kritik der har været den senere tid.
Men pengene skal komme fra den særlige børnepulje på 400 millioner kroner, som er afsat på Finansloven for at øge kvaliteten i daginstitutionerne.
Forslaget om at flytte pengene kommer også, fordi flere kommuner lige nu er ved at gennemføre store besparelser. Odense Kommune er blandt andet i gang med at fjerne 18 millioner kroner fra ældreområdet. Og Århus Kommune har planer om at skære op mod 70 millioner kroner hos de ældre.
Men KL`s forslag har ingen gang på denne jord. Daginstitutionsområdet er de seneste 15 år blevet groft udpint, påpeger næstformand i BUPL Århus, Ulla Nygaard:
- Jeg er chokeret over hvad de finder på. De penge er afsat til institutionerne på finansloven. Det, Erik Fabrin foreslår, er at det offentlige æder sin egen hale. Institutionsområdet er blevet udpint de sidste 10 til 15 år. Vi kan se, at der i en lang række af kommuner igen er nedskæringer på dagsordenen på grund af strukturreformen og på grund af budgetforhandlingerne. Det holder slet ikke vand at flytte rundt med pengene fra et udpint område til et andet udpint område, siger Ulla Nygaard.
De offentlige fagforeninger er for øjeblikket ved at ruste sig, fordi nedskæringerne på det offentlige område er gået for vidt. Det sker både på landsplan men også lokalt, som for eksempel i Århus, hvor de kommunale fagforeninger nægter at slås indbyrdes om de alt for få penge. I stedet skal pengene hentes i staten, påpeger Ulla Nygaard.
Også forældre til børn i daginstitutionerne mener, at området er udpint. Der er for lidt plads til børnene og der er for få pædagoger, siger forældrene i en ny undersøgelse af tilfredshed med daginstitutioner.
Undersøgelsen er gennemført af Vilstrup for BUPL, som har ønsket en undersøgelse af holdningen blandt forældre til en række spørgsmål om normeringer og fysiske rammer i dagtilbud.
Undersøgelsen er baseret på 600 gennemførte interviews med et repræsentativt udsnit af forældre med børn i alderen 0-6 år i dagtilbud.
Ni ud af ti forældre svarer i undersøgelsen, at de fysiske rammer og antallet af voksne er vigtige for kvaliteten i daginstitutionerne. Næsten halvdelen siger, at netop disse forhold er utilfredsstillende i deres barns institution.
Det bør de ansvarlige politikere, der for øjeblikket er igang med økonomiforhandlingerne mellem stat og kommune, tage meget alvorligt, påpeger forbundsformand for BUPL, Henning Pedersen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. maj. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland