Vi har ikke fået en eneste forklaring på, hvorfor PET pludselig ikke længere kan udføre deres arbejde indenfor de nuværende rammer, siger Amnesty International
Tirsdag blev der i Folketinget indgået politisk forlig om VC-regeringens såkaldte terrorpakke II.
Socialdemokraterne endte med at sige ja til den samlede terrorpakke, selvom de hele foråret har fremført kritik af en lang række af forslagene.
Det er løfter om at udvide kontrollen med PETs aktiviteter, der får partiet til at skifte holdning.
Det var i onsdags ikke muligt at få en kommentar fra Morten Bødskov, retsordfører for Socialdemokratiet.
Men til DR Nyheder forklarer Bødskov:
- I sidste uge fik vi sikkerhed for, at domstolene kontrollerer aflytningen af borgerne, og med de øgede beføjelse til Wamberg-udvalget får vi også sikret kontrollen med, hvad der bliver registeret.
Claus Juul, der er juridisk konsulent i Amnesty International lægger ikke skjul på sin skuffelse:
- Wamberg-udvalget kan jo aldrig træde i stedet for den domstolsprøvelse, som vi har i dag, siger han til Arbejderen.
- Et sådan Wamberg-udvalg kan jo bare vurdere tingene bagudrettet. Det kan aldrig give samme effekt, som når politiet skal ned i byretten og forklare, hvorfor de har brug for at foretage aflytning, forklarer han.
Claus Juul mener ikke, at de indrømmelser, som Socialdemokraterne har fået gør den store forskel:
- Det samlede billede er, at man nu bryder det vigtige princip om en uafhængig kontrol, nemlig domstolskontrollen. Det undrer mig, at man ikke værdsætter disse principper højere, siger han.
- Og vi har stadig ikke fået en eneste forklaring på, hvorfor PET pludselig ikke længere kan udføre deres arbejde indenfor de nuværende rammer.
Claus Juul finder det påfaldende, at lovgivning, som i årtier har været gode nok til at bekæmpe både organiseret kriminalitet og international narkokriminalitet nu pludselig ikke er tilstrækkelige.
- Det er som om, at 'terror' er et kodeord, der - så snart det nævnes - kan åbne dørene til at nedbryde retssikkerheden, fastslår han.
- Terrorpakke II blev angiveligt udløst af bomberne i London. Så vi må spørge: kommer der så en terrorpakke III, i kølvandet på en ny terrorbombe et sted? Og hvad mon den bringer?
Som nævnt i Arbejderen har Amnesty International sendt et brev til samtlige medlemmer af Folketinget med en opfordring til sige nej til terrorpakken.
- Flere politikere har reageret og erklæret sig enige med os, også medlemmer af de partier, der nu stemmer for, slutter Claus Juul.
Terrorloven skal vedtages endeligt i næste uge.
Seneste ændringer i terrorpakken:
* Det såkalde Wamberg-udvalg, der formelt skal kontrollere PETs aktiviteter, har hidtil haft til huse hos PET selv. Det får nu sit eget sekretariat.
*Ligeledes får udvalget mulighed for at kontrollere, i hvor høj grad PET indhenter følsomme oplysninger fra læger, ligesom det kan foretage stikprøver for at se, hvilke oplysninger PET har liggende.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278