18 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Danmark går mod FN

Danmark går mod FN

Torsdag, 01. juni, 2006, 00:00:00

600 irakere lever under kummerlige vilkår i de danske asylcentre. De tør ikke vende hjem. Regeringen forsøger at presse dem til Irak, selvom UNHCR advarer

Imellem tre og seks år har 600 irakiske flygtninge siddet ufrivilligt fanget i danske asyllejre. De fleste har fået afslag på deres ansøgning om asyl.
Eftersom de ikke frivilligt vil vende tilbage til Irak, lever de en kummerlig tilværelse på 'motivationsfremmende foranstaltninger', hvor de kun lige får det allermest nødvendige til livets ophold - lidt penge til at købe mad for og brugt tøj. De har ikke adgang til basale rettigheder som arbejde, uddannelse og retten til at disponere over egen indtægt.
- Børn får spiseforstyrrelser i lejrene. Men så snart de kommer ud af lejrene og spiser hos besøgsfamilier, vender appetitten tilbage. Når de skal tilbage til asylcentret græder de. Ofte bliver familierne på asylcentrene. Selvom det lykkes at skrabe penge sammen til en busbillet, er det ydmygende at tage ud, fordi de konstant må sige nej til at købe de mindste ting som eksempelvis bare en is til deres børn, fortæller Thyge Enevoldsen, sognepræst i Hillerød.

Grunde til at blive
Alligevel vender irakerne ikke tilbage. Og det er der en række gode grunde, mener Adnan Dahan, tidligere rådgiver i UNICEF. Han kommer selv fra Irak og er jævnligt i kontakt med sin familie der.
- Irak er et land i lovløshed, fattigdom og infrastrukturen er ødelagt. Der er mangel på næsten alt: rent vand, mad, elektricitet! Arbejdsløsheden er enorm. Sundhedssystemet fungerer stort set ikke og der mangler medicin. Politi- og retsvæsen fungerer heller ikke og der er ikke tillid til regeringen.
Adnan Dahan deltog i mandags sammen med en række andre fagfolk og afviste irakiske asylansøgere i en høring i Vor Frue Kirke midt i København. Kirken skiftede gudstjeneste ud med debat om vilkårene for de afviste irakere på de danske asylcentre. På kirkens hvidkalkede væggene hang tegninger lavet af børn i de danske asyllejre.
Også FN`s flygtningeorganisation UNHCR advarer mod at hjemsende de i alt 26.000 flygtninge, som venter over hele verden, tilbage til Irak. Men i Danmark er det ikke FN, men Udlændingestyrelsen der bestemmer. Sådan skal det blive ved med at være, mener Venstres medlem af integrationsudvalget, Eyvind Vesselbo.
- Det er ikke for at fralægge mig ansvaret. Men nu har vi altså valgt en model, hvor en Udlændingestyrelse og et uafhængigt Flygtningenævn vurderer de her sager. Vi politikere kan ikke gribe ind og lave særlove og underkende Flygtningenævnet og Udlændingestyrelsen. Det er det samme som at sige, at vi ikke tror på deres vurderinger, mener Eyvind Vesselbo og fortsætter:
- Jeg har fuld tillid til, at Udlændingestyrelsen tager FN`s rapporter om situationen i Irak med i sine overvejelser, fastslår han.
På høringen deltog også Andreas Kamm, generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp.
- De irakiske flygtninge lever under helt uacceptable vilkår i Danmark. Vi straffer mennesker, der er bange for at vende hjem. Det er uværdigt. Jeg kan godt forstå, at de irakiske mødre og fædre ikke frivilligt medvirker til at rejse tilbage. Selv FN advarer mod at sende folk hjem. Hvorfor? På grund af de forhold vi kan se i tv næsten hvér aften.
- Jeg kan ikke forstå, at regeringen gør 600 mennesker til et stort problem. Der findes 25 millioner internt fordrevne og ti millioner flygtninge på verdensplan. Hvis loven ikke er god nok så lov den lov om!
Tirsdag mødtes Andreas Kamm med resten af Dansk Flygtningehjælps repræsentantskab: Afviste asylansøgere, der sidder håbløst fast i centrene skal have tilbud om midlertidig opholdstilladelse, fastlår Dansk Flygtningehjælp i en udtalelse fra mødet.

Nej til øvre grænse
Hvorfor ikke indføre en øvre grænse for hvor lang tid en asylansøger må sidde i et asylcenter - uanset om vedkommende har fået afslag eller ej, vil en tilhører vide.
- Ud fra et menneskeligt synspunkt kan jeg godt se, at det ville være godt med en øvre grænse. Men vi befinder os i et dilemma. Der er en myndighed, der har bestemt, at de ikke kan få asyl. Hvis de ikke vil tage hjem og trækker deres sag i langdrag, så står vi med et praktisk problem, mener Eyvind Vesselbo.
Den forklaring køber Dansk Flygtningehjælp ikke:
- UNHCR - verdenssamfundets øverst ansvarlige flygtningeorganisation - overvåger dagligt situationen i Irak. Herfra lyder budskabet: Send ikke flygtninge tilbage nu. Det er den enkelte iraker der betaler prisen for, at Udlændingestyrelsen har en anden opfattelse af situationen i Irak end FN, konstaterer Andreas Kamm.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. jun. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland