18 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Oprør klager til Højesteret

Oprør klager til Højesteret

Fredag, 02. juni, 2006, 00:00:00

Foreningen Oprør har netop afsendt en gennemgang af deres sag til Højesteret. Nu ventes der i spænding på at retten inviterer til første retsmøde

Efter sommerferien ventes Højesteret at indlede en række retsmøder, der skal afdække om politiet - for første gang siden krigen - havde ret til at beslaglægge et politisk dokument. Sagen drejer sig om Oprørs appel om at indsamle penge til demokratiske, ikke-religiøse organisationer på EU`s terrorlister. I august sidste år beslaglagde og fjernede politiet appellen fra Oprørs hjemmeside.
Sagen har især to vigtige hovedomdrejningspunkter, forklarer Oprørs talsperson Patrick Mac Manus:
- For det første kræver vi, at anklageren kommer med beviser på om organisationer på EU`s terrorliste rent faktisk er terrororganisationer. EU`s terrorliste har ingen juridisk gyldighed i Danmark. Den er blevet til i en lukket proces uden mulighed for indsigt i og kontrol med, hvorfor en person eller organisation er kommet på, siger Patrick Mac Manus og fortsætter:
- For det andet vil vi slå på vores ret til ytringsfrihed. Grundloven og Den Europæiske Menneskerettighedsorganisation giver en vidtgående beskyttelse af ytringsfrihed for politiske udtalelser, der retter sig imod statsmagten.
Oprørs forsvarer, Thorkild Høyer, vil især lægge vægt på, at Oprør netop er blevet stiftet for at debattere grænserne for terrorlovgivningen.
Tidligere har både Københavns Byret og Østre Landsret blåstemplet politiets beslaglæggelse. I april gav Procesbevillingsnævnet Oprør lov til at få sagen afprøvet ved Højesteret. Siden politiets beslaglæggelse af Oprørs appel er appellen blevet lagt ud på mere end 50 danske og internationale hjemmesider.
Oprørs talsperson, Patrick Mac Manus, er selv sigtet for at opfordre til at indsamle penge til organisationer på EU`s terrorliste og for at have overført penge til organisationer på EU`s terrorliste. Anklagemyndigheden har dog endnu ikke udformet et egentligt anklageskrift mod Patrick Mac Manus. Alt tyder på, at anklagemyndigheden afventer Oprørs ankesag i Højesteret.

Læs mere på www.opror.net

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. jun. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland