Socialminister Eva Kjer Hansen støtter, at EU-kommissionen starter en afklaring af hvilke rammer medlemsstaterne kan sætte for sociale serviceordninger
EU`s social- og beskæftigelsesministre støtter, at EU-kommissionen i de kommende år afklarer og kommer med forslag til, hvilke offentlige serviceydelser medlemslandene kan holde uden for servicedirektivets regler. Og hvilke der skal være underlagt det Indre Markeds konkurrence-regler.
Det står klart efter et ministerrådsmøde torsdag i Bruxelles, hvor der var bred opbakning til en meddelelse fra EU-kommissionen. Meddelelsen lægger op til at kommissionen over de næste par år gennemfører en bred høring, og på den baggrund kommer med nogle beslutningsforslag, herunder også forslag til EU-lovgivning på området.
Eva Kjer Hansen advarer dog i dagbladet Børsen mod at lave en for snæver opdeling.
- Jeg advarede mod at tænke for traditionelt, for jeg finder det rigtigt, at der er en mangfoldighed af leverandører, siger socialministeren med henvisning til at både offentlige og private virksomheder og organisationer skal spille en rolle i det sociale serviceudbud.
LO støtter at EU-kommissionen gennemfører en høring, men efterlyser større klarhed over hvad høringen skal sigte imod. Og kræver ikke mindst også at blive hørt. EU-kommissionens meddelse nævner kun medlemsstaterne , leverandørerne af tjenesteydelserne samt brugerne som 'alle berørte parter', der skal høres.
Ole Jensen fra Fagbevægelsen Mod Unionen (FMU), deler LO`s bekymring.
- På den anden side er det også en utålelig situation, at det skal overlades til EF-domstolen at afgøre, hvordan vi skal forvalte vores sociale serviceydelser. Det viser noget om det dilemma, det er, at offentlige serviceydelser er underlagt EU`s konkurrenceregler. Især når EU`s politik som bekendt er, at så meget som muligt skal udliciteres og privatiseres, siger Ole jensen til Arbejderen.
Han oplyser, at Fagbevægelsen Mod Unionen i den kommende tid vil stille fokus på problemet, og lade forskellige kompetente personer vurdere konsekvensen af de tiltag, EU er ved at gennemføre.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278