18 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ny buskonflikt truer i Århus

Ny buskonflikt truer i Århus

Tirsdag, 06. juni, 2006, 00:00:00

Planlægningskaos, mange sygemeldinger og chauffører, der forlader Århus Sporveje, er grunden til mange aflyste bybusser

Ledelsen hos Århus Sporveje har fortsat meget svært ved at overholde aftaler, der er indgået med fagforeningen Fag Og Arbejde, FOA. Samtidig bliver århusianerne i stigende grad udsat for aflyste busser.
Nu truer nye konflikter med helt at stoppe busdriften. Chaufførerne udtrykker gennem deres aktionsgruppe, at de er meget bekymrede over, at ledelsen ikke er i stand til at overholde egne aftaler om arbejdsforhold.
Ifølge Villy Fink Isaksen fra chaufførernes aktionsgruppe er der meget kaos og utilfredshed med ledelsen. Direktør for Århus Sporveje, Torben Høyer, har nu meddelt, at vinterkøreplanen ikke træder i kraft den 14. august som aftalt, men først den 23. september.
Torben Høyer begrunder aftalebruddet med problemer omkring fritlægning af Århus Å. Det betyder nemlig omlægning af busruter og en fremskyndelse af feriekøreplanen. Men den tror chaufførerne ikke på.
- Vi har nu fået at vide, at vores sommerferievagtplan er rykket frem til at træde i kraft den 12. juni. Men vi får først vores vagtplaner den 8. juni. De ændrer dermed vores vagtskema med fire dages varsel. Det er et stort problem for mange, siger Villy Fink Isaksen til Arbejderen.
Ligeledes er chaufførerne også utilfreds med, at ledelsen ved Århus Sporveje giver de sygemeldte chauffører skylden for de mange aflyste busser. Selv om der er mange sygemeldinger, også flere end normalt, forklarer det ikke hele problemet.
- Det er værst mellem mandag og fredag, hvor Sporvejenes nye computer-planlægningsprogram, Trapeze, har skåret helt ind til benet. Der er blandt andet afløsninger mærkelige steder i byen og tom buskørsel fra endestationen til stationen for at holde pause og skifte bus. Samtidig er chaufførerne ikke villige til tage overarbejde og ledelsen har ikke ansat nye chauffører i flere måneder, selv om mange er blevet så sure på Århus Sporveje, at de har sagt op, siger Villy Fink Isaksen.
Om chaufførerne vil gennemføre faglige møder, kan Villy Fink Isaksen dog ikke sige noget om.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. jun. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland