Medieblæsten om rystende tilstande på mange offentlige plejehjem skal nu bruges som rambuk for at få indført private plejehjem
I fremtiden skal ældre kunne vælge, at de vil på et privat plejehjem i stedet for det offentlige. Og de skal kunne medbringe kommunens penge som betaling for plejehjemspladsen.
Det fremgår af et nyt lovforslag, som socialminister Eva Kjer Hansen(V) netop har sendt til høring.
Lovforslaget skal gøre det muligt for private erhvervsvirksomheder at etablere og drive plejehjem uden om kommunen.
- Vi gør det, for at sikre, at der er lovgrundlag for at drive private plejehjem og selv-ejende institutioner - uden at de skal indgå en driftsoverenskomst med kommunen, siger Eva Kjer Hansen til Berlingske Tidende.
De private plejehjem skal afregnes med et fast takstsystem, hvor de enkelte plejeydelser er sat til en fast pris.
Det betyder, at det private plejehjem får stor økonomisk interesse i at frasortere de mest plejekrævende ældre.
Eva Kjer Hansen bekræfter overfor Berlingske Tidende, at de private plejehjem har ret til at sige nej til dem, de ikke vil have.
Desuden skal de private plejehjem have ret til at sælge særlige ekstraydelser til de gamle, mod ekstrabetaling.
Eva Kjer Hansen benægter dog, at de private skal kunne reklamere med, at der ydes bedre pasning - som for eksempel fem bleskift om dagen - mod ekstra betaling.
I stedet er det ting som rødvin til maden hver dag og en ugentlig udflugtstur, der skal tilbydes mod betaling på de private plejehjem, forklarer ministeren.
Karen Stæhr, der er sektorformand i FOA, vender tommelfingeren nedad for lovforslaget:
- Socialministeren har gang på gang talt for, at der skulle være mere privatisering på plejehjemsområdet. Nu benytter hun så meget belejligt mediernes historier om forfærdelige forhold på de offentlige plejehjem, og fremsætter sit forslag om private plejehjem i kølvandet på mediestormen, siger Karen Stæhr til Arbejderen.
- Men resultatet vil være, at der trækkes endnu flere ressourcer ud af de offentlige plejehjem. For ligesom med fritvalgsordningen indenfor hjemmehjælpen vil det kræve et kæmpe bureaukrati at administrere, forklarer Karen Stæhr.
- Derfor er det i sidste ende de svageste ældre, der betaler prisen. For dem vil der nemlig i praksis kun være det offentlige plejehjem, fastslår hun.
- Jeg synes, ministeren skulle smide dette her forslag i skraldespanden og i stedet få flyttet nogle flere ressourcer ud på de offentlige plejehjem, slutter hun.
Men Eva Kjer Hansen har ingen planer om at sikre flere ressourcer til de offentlige plejehjem.
Hun mener, at forholdene i det offentlige automatisk bliver bedre, når de udsættes for konkurrence fra de private plejehjem.
- Det vil sætte fokus på kvaliteten og indeholdet. Plejehjemmene bliver bevidst om at oppe sig, siger hun til Berlingske Tidende.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278