Bistanden til verdens fattige lande er i stigende grad politisk motiveret. Samtidig fylder den såkaldte krig mod terror stadig mere i vestens budgetter til ulandene

Kvaliteten af den vestlige udviklingsbistand bliver konstant dårligere, konkluderer danske og udenlandske ngo`er i en ny rapport, 'EU Aid - Genuine Leadership or Misleading Figures'.
Den såkaldte hjælp, der kommer frem til bestemmelsesmålet i udviklingslandene, er i stigende grad fyldt med betingelser fra donorlandene. En stor del af den hjælp, der gives, er nemlig såkaldt bundet hjælp.
Begrebet dækker blandt andet over, at EU-landene tvinger modtagerlandene til at indgå aftaler, hvor de forpligter sig til at købe og importerer donorlandets produkter, hvis de vil have udviklingsbistand.
Trenden er, ifølge ngo`erne bag rapporten, stigende, men er ikke en ny opfindelse i bistandspolitik.

Bistand med betingelser
En anden form for bundet bistandshjælp er det, som rapporten kalder for bistand med 'betingelser'.
Her pålægger både donorlandene og eventuelle multilaterale institutioner og organisationer modtagerlandet et stort antal politiske betingelser, før de kan får bistand.
Det åbenlyst udemokratiske i at der stilles betingelser og den direkte indblanding i andre landes politik er ikke bare amoralsk, men strider også mod tidligere dansk politik på bistandsområdet.
Et af de nyeste eksempler på forsøg på denne praksis er, som tidligere omtalt i Arbejderen, udviklingsminister Ulla Tørnæs` trusler om at indstille dansk bistand til Bolivia, fordi landets præsident Evo Morales ønsker at privatisere landets naturressourcer, blandt andet olie og gas.
Ikke bare når aftaler indgås stilles der nemlig krav og betingelser til landes politiske handlinger. Hvis et land ikke handler, som de vestlige regeringer ønsker, prøver de rige donorlande at stille betingelser, hvis ikke støtten skal stoppes.
Vagn Bertelsen, der er generalsekretær i Ibis, en af organisationerne bag rapporten, kalder Ulla Tørnæs` reaktion for drastisk og på kant med dansk bistandspolitik.
- En af de højeste prioriteringer i dansk bistandspolitik er at fremme demokrati, og Evo Morales følger faktisk resultatet af en folkeafstemning.

Geopolitik, olie og terror
Endelig opererer de forskellige ngo`er bag rapporten med begrebet 'politisk motiveret bistand'.
Bag denne overskrift gemmer sig den stadig stigende tendens til, at donarlande i vesten er begyndt at yde bistands til lande, der har geopolitisk interesse i stedet for de lande, der har mest brug for det eller er meget fattigere.
Lande, der har set deres nødhjælp næsten tredoblet gennem de sidste ti år, er for eksempel Afghanistan, Colombia, Irak, Jordan og Pakistan.
Det medfører, at de virkelig fattige lande kun modtager 68 procent af EU`s samlede bistandsydelser. De meget fattige lande, der modtager hjælp, er desuden ofte de lande, der har naturressourcer, der har interesse for Vesten.

Nye lande
Danmark er også ved at hoppe med vognen og er pt. i gang med at omlægge dansk bistand til i højere grad at koncentrere sig om Afrika.
Under overskrifter som 'det glemte kontinent' ligger der dog andre interesser end de officielle, regeringen kommer med.
Af de 15 lande Danmark i dag har såkaldt lande-programmer for, det vil sige at de modtager den største del af den danske bilaterale bistand, ligger de to i Latinamerika, nemlig Nicaragua og Bolivia.
I Nicaragua genopstiller Daniel Ortega fra Sandinisterne til præsidentvalget i november 2006. Hvis han vinder ventes det, at han følger de politiske vinde fra det resterende Latinamerika med for eksempel omfattende nationaliseringer.
I Bolivia er Evo Morales allerede i gang med at nationalisere landets naturressorcer
I sydøst Asien støtter Danmark i dag Bangladesh, Bhutan, Nepal og Vietnam.
Vitenam har i det sidste stykke tid været under hård kritik fra Venstre og Dansk Folkeparti, fordi landet har kommunistisk styre.
I Nepal har folket og de politiske partier netop generobret magten, men til den danske regerings store fortrydelse med det nepalesiske kommunist parti i spidsen.

Afrika
Venstre har blandt andet på denne baggrund besluttet, at hjælpen til Afrika nu skal opgraderes, så den fremover vil udgøre 75 procent af den danske bistandshjælp i istedet for den nuværende 60 procent.
Dansk Folkeparti mener, at hele 100 procent nu skal gå til Afrika. Men til hvad og til hvem skal pengene gå?
Den danske ngo, Sydafrika Kontakt, er som udgangspunkt glade for det øgede fokus på Afrika. Ikke mindst med tanke på de drastiske nedskræringer den nuværende regering har på samvittigheden.
Men, påpeger organisationen, gennem de sidste år er tre afrikanske lande helt blevet udfaset af dansk bistandshjælp, og kun et enkelt trådt i stedet. Samtidig er bevillingerne til for eksempel hiv/aids-bekæmpelse helt utilstrækkelige og uden det langsigtede perspektiv, der er påkrævet.
En helhedsorienteret og langsigtet indsats er nødvendig, hvis ikke kontinentet skal sakke endnu længere bagud.

Fattigdom
Samtidig mener organsationen, at bistanden til de afrikanske lande har ændret karakter.
Fattigdomsbekæmpelse er trængt i baggrunden af sikkerheds- og erhvervspolitiske hensyn.
Danske sikkerhedspolitiske interesser, investeringsmuligheder for danske virksomheder og initiativer til at standse flygtningestrømmen til EU er nu bistandspolitikkens hovedformål, siger Sydafrika Kontakt.
Sydafrika Kontakt afviser denne snævre tilgang til verden og opfordrer til at forstærke målsætningen om fattigdomsbekæmpelse i alle dens aspekter, især på de uddannelses- og sundhedsmæssige områder.

Millioner har brug for hjælp
* Mellem 1,4 og 1,9 milliarder mennesker lever i fattigdom
* 500.000 kvinder dør hvert år af fødselskomplikationer
* En fjerdedel af verdens børn er underernærede
* 100 millioner af verdens børn går ikke i skole
* 1.1 milliarder mennesker har ikke adgang til rent vand