Antallet af volds-episoder i Afghanistan er steget med 600 procent de seneste måneder
De 290 danske soldater, der sendes til Helmand-provinsen i det sydlige Afghanistan, kommer til en reel krigszone.
Det vurderer en britisk analyse af situationen i Helmand-provinsen.
'Hvor sikkerheden før blev truet af 'tilfældige' aktioner, har oprøret udviklet sig til vedvarende og organiseret vold, som truer selve fundamentet for det nye Afghanistan', konkluderer de britiske forskere fra den sikkerheds- og udviklingspolitiske organisation The Senlis Group, skriver Information.
De beskriver en eksplosiv vækst i antallet af angreb. I de seneste seks måneder er der sket en vækst på 600 procent i antallet af volds-episoder. Alene i maj blev 400 mennesker dræbt ved væbnede sammenstød og bombeangreb.
Herhjemme tegner Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, et mere positivt billede af situationen. I en ny trusselsvurdering udgivet den 2. juni vurderer FE truslen for angreb og terrorhandlinger fra oprørsstyrker som høj i hele Afghanistan. FE erkender, at antallet af angreb er generelt højere i de sydlige og sydøstlige dele af landet, men finder ikke situationen alarmerende.
I modsætning til den fyldige britiske vurdering fylder FE-rapporten kun to en halv side og den mangler afgørende oplysninger om for eksempel befolkningens støtte til oprørerne og oprørernes strategi.
Under Folketingets behandling af udsendelsen af soldaterne til det sydlige Afghanistan kom det ikke frem, at der var tale om en krigszone. Per Kaalund fra Socialdemokraterne betegnede aktionen som en 'oprydningsopgave'.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278