18 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kontraktstyring skal væk

Kontraktstyring skal væk

Søndag, 11. juni, 2006, 00:00:00

Offentlige ansatte vil have et opgør med markedsmekanismerne i den offentlige sektor

Hvordan forsvarer vi den offentlige sektor mod at blive helt ødelagt af markedsmekanismer og topstyring?
Det er et af de spørgsmål, der optager mange offentlige ansatte, og det kom klart frem på torsdagens velfærdskonference i Århus.
- Jeg efterlyser en mere kritisk holdning og en reaktion fra LO imod den markedsstyring, den bølge af Public Management, der skyller ind over hele den offentlige sektor, sagde en af konferencedeltagerne.
- Denne kontrol og styring udefra påvirker negativt i alle led..
Men Tine Aurvig-Huggenberger fra LO mente, at vi ikke kan gøre op med tendensen til, at alt skal måles og vejes. Den er kommet for at blive.
- Det er ikke så meget et spørgsmål om økonomi. Det er en tendens, som er drevet af, at vi bliver mere og mere presset af brugerne. Det er brugerne af den offentlige sektor, der vil have defineret helt klart, hvad det er for en vare, de får, sagde Tine Aurvig.
- Derfor må vi gå i offensiven, og gå forrest i forhold til selv at lave manualerne for det, vi laver, Det er en af de måder, vi kan tage vores faglighed tilbage på.
Men dette svar fik Mette Hornemann, fælles sikkerhedsrepræsentant for daginstitutionerne i Århus, på banen:
- Det er frustrerende, du siger, at vi ikke kan gøre noget ved det. Det skal der gøres noget ved, fastslog hun.
- Det, at brugerne stiller krav, fører ikke til topstyring. Hvis vi kommer væk fra topstyringen, kunne vi tværtimod få bedre tid til at snakke med forældrene. Den omfattende kontraktstyring betyder, at vi bruger ekstremt mange ressourcer til at visitere og til anden administration. Det er tid, der tages fra børnene, sagde Mette Hornemann.
Pædagogernes formand, Henning Truelsegaard supplerede:
- Problemet er ikke, at forældre stiller krav. Problemet er nedskæringspolitikken, som gør at kvaliteten i pasningen bliver dårligere. Så begynder forældrene naturligt nok at reagere og presse på, og kommer konfrontationerne i forhold til personalet, fastslog han.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. jun. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland