EU skader miljøet, langt mere end miljøministeren vil erkende, fastholder Folkebevægelsen mod EU efter at have modtaget svar fra ministeren
Det er 'useriøst, når Folkebevægelsen mod EU læner sig op ad udokumenterede forestillinger om, hvordan verden ville have set ud, hvis vi ikke havde været EU-medlem.'
Sådan lyder svaret fra miljøminister, Connie Hedegaard, efter at Folkebevægelsen mod EU`s har dokumenteret, at hendes liste over konsekvenserne af EU`s retsakter på miljøområdet er mangelfuld og alt for EU-positiv.
- Miljøministerens kommentar er meget kort og temmelig skuffende. Svaret lever ikke op til det saglige niveau, som ministeren ofte er kendt for. Vi har skitseret flere forskellige forhold, der trækker EU`s betydning for miljøet nedad. Et hurtigt blik på det seneste halvandet år alene, viste fire tilfælde hvor EU har betydet forringelser af miljøet, fastslår Ole Krarup, medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU.
Ifølge miljøministerens opgørelse har EU-retsakter i 81 tilfælde fra 1994 til 2005 styrket beskyttelsen af miljø og natur i Danmark. 104 retsakter har været neutrale. Kun i to tilfælde på over ti år har EU`s direktiver og forordninger indenfor miljø og det indre marked påvirket dansk miljø negativt, mener miljøministeren.
EU-modstanderne derimod har ved at gennemgå EU`s retsakter alene i 2005 fundet tre eksempler på EU-godkendelser af gensplejset foder samt en kræftfremkaldende sprøjtegift. Alt sammen tiltag der skader miljø og sundhed i verden.
- Miljøministerens oversigt indeholder ikke forhold som EU-kommissionens og EF-domstolens blokeringer af landenes miljøregler. Opgørelsen er ikke egnet som redskab til at vurdere EU`s indflydelse på miljøet, konstaterer Ole Krarup.
Miljø- og EU-retsekspert Peter Pagh kaldte allerede i marts 2004 miljøministerens statistikmetode for 'helt useriøs' og 'utroligt endimensional'.
Miljøministeren forholder sig i sit svar ikke til Folkebevægelsens konkrete kritik af, at EU-godkendelser af GMO-foder og kræftfremkaldende sprøjtegift ikke er taget med i opgørelsen.
Folkebevægelsen mod EU vil nu sikre en alternativ, kritisk oversigt over EU`s indflydelse på miljøet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278