18 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Løver og lam

Løver og lam

Onsdag, 14. juni, 2006, 00:00:00

¤¤Vi kæmpede som løver mod Thor Pedersen¤¤, siger socialdemokraterne. Men det ligner mest af alt et stunt for at narre den folkelige modstand.

af Karen Sunds, DKP/ML
Den opmærksomme læser har nok lagt mærke til, at Arbejderen i sin forsideartikel i går skrev, at KL-bestyrelsen underkendte forliget om kommunernes økonomi, og tvang Thor Pedersen til at genåbne forhandlingerne.
Det var desværre ikke sandt. Fejlen skyldes, at Arbejderen har tidlig deadline, og vi kunne ikke forudse udviklingen i de næstfølgende par timer.
Men det afbilleder også den fuldstændig groteske udvikling, som udspandt sig i Kommunernes Landsforening, KL, mandag eftermiddag.
Aldrig har bestyrelsen i KL været så tæt på at stemme nej til Thor Pedersens økonomiske håndjern, og nægte at være de lydige administratorer af den sorte nedskæringspolitik.
Dansk Folkepartis repræsentant i KL-bestyrelsen, Kaare Graversen, havde på forhånd meddelt, at han ville stemme nej til resultatet, og dermed lå aben hos Socialdemokraterne.
Og disse stemte faktisk nej i første omgang. Da KL-forhandlerne mandag eftermiddag kl. 15,30 blev sendt over til Finansministeren på Slotsholmen for at kræve en ny forhandling om kommunernes økonomi lignede det virkelig, at Socialdemokraterne endelig havde forstået den éntydige melding fra den folkelige modstand i byer over hele landet: at man skulle lade være med at underskrive den rådne aftale, og i stedet gå fra forhandlingsbordet.
Og hvor ville det have været forfriskende, hvis deres fantasi havde rakt til dette skridt. Så kunne Thor Pedersen selv få lov at træde ind i skurkens rolle, og demonstrere sine diktatoriske tendenser, mens alle andre kunne fægte med åben pande - og uden taktiske manøvrer - for at udvikle den bredest mulige modstand mod nedskæringspolitikken.
Men ak. Der gik mindre end to timer. Så vendte KL-forhandlerne tilbage fra Slotsholmen med budskabet om, at Thor Pedersen nægtede at genåbne forhandlingerne.
I stedet for at besvare denne arrogance med et definitivt nej til det sorte forlig, valgte Socialdemokraterne i stedet at krybe til korset og sige ja. Og forliget var en realitet.
En af de socialdemokratiske topfolk i Kl, Århus-borgmesteren Nicolai Wammen forklarer, at 'vi kæmpede som løver', for at få et bedre resultat.
Kæmpede som løver i halvanden time? Hvorefter de faldt ned som de nydeligste små lam...
Hvor svagt! Og hvor gennemskueligt.
For man må spørge sig selv, om dette stunt - med at tage en tur over på Slotsholmen - alene havde det formål at skaffe de socialdemokratiske borgmestre et alibi, der gjorde, at de turde komme hjem til deres byer og forsvare deres indsats mod det sorte forlig?
Det er ikke svært at regne ud, at Thor Pedersen og resten af VC-regeringen ikke frygter sådan nogle udklædte lam.
Hvad de frygter, er derimod et kommunalt oprør, og den dybe folkelige modstand, som ligger bagved og driver et sådant kommunalt oprør.
Nu bliver der så ikke noget oprør fra kommunalpolitikerne.
Men den folkelige modstand vil og skal naturligvis fortsætte med uformindsket styrke, med kurs direkte mod vedtagelsen af de kommunale budgetter i september.
Og dermed kommer de politikere, der mandag eftermiddag, stillede sig på den forkerte side, og valgte at være Thor Pedersens lokale administratorer, direkte i skudlinien.
Men det har de selv bedt om. De havde muligheden i mandags for at vælge en anden vej. Men de brugte den ikke.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. jun. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland