28 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Velfærdsvogterne på gaden i Odense

Velfærdsvogterne på gaden i Odense

Fredag, 16. juni, 2006, 00:00:00

Byrådet i Odense lod sig ikke påvirke af Velfærdsvogterne, der krævede stop for forringelser i velfærden

'Bleen på - så ses vi om 14 timer'.
Med den tekst på overdimensionerede grønne blebukser viste en flok social- og sundhedshjælpere i Odense deres utilfredshed med udsigten til nedskæringer.
- Vi vil have en ældrepleje, vi kan være bekendt. Samtidig ønsker vi en ordentlig uddannelse til børn og unge. Med de milliarder, der er i statskassen, kan vi ikke forstå, at det skulle være nødvendigt at skære ned i velfærden, siger Rico Bønsøe til Arbejderen.
Han er talsperson for initiativet Velfærdsvogterne, som stod bag onsdagens markering i Odense i forbindelse med byrådets sidste møde inden sommerferien.
Den lille happening var både med adresse til de igangværende forhandlinger på Christiansborg, den netop indgåede aftale om rammerne for kommunernes økonomi og lokalpolitikernes planer om at spare på børn og ældre i Odense Kommune.
Byrådsmødet endte med, at et flertal i byrådet sagde ja til regeringens krav om, at Odense ikke må overskride sine budgetter og ej heller bruge penge, som ellers er sparet op for at give borgerne bedre service.
Mens politikerne går på ferie fortsætter Velfærdsvogterne kampen for velfærd.
De Pædagogstuderendes Lands Sammenslutning (PLS) er én af de elev- og studieorganisationer, der sammen med en række fagforeninger er gået med i velfærdsinitiativet.
- Planen med vores initiativ er ikke alene at markere utilfredshed med udsigten til nye forringelser af velfærden. Som det er nu, er det heller ikke godt nok. Se bare på normeringerne i daginstitutionerne og på forholdene på plejehjemmene. Derfor vil vi ud og snakke med folk for at give dem modargumenter til regeringens påstand om at forringelser er en nødvendighed. Jeg mener snarere at det handler om idelogi, siger Rasmus Nielsen fra PLS.
Ud over de løbende aktiviteter vil Velfærsvogterne også kalde til én eller anden form for markering i Odense på V-dag, dagen efter at der ligger et forlig om 'velfærdsreformer'.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. jun. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland