18 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Praktikmangel presser unge ud

Praktikmangel presser unge ud

Lørdag, 17. juni, 2006, 00:00:00

Konsekvenserne af regeringens slagtning af skolepraktikken dokumenteres i ny rapport: Unge dropper ønskeuddannelsen eller dropper helt ud

Afskaffelsen af skolepraktikken har haft katastrofale konsekvenser for mange unge.
Det viser en rapport fra Teknologisk Institut, som Undervisningsministeriet offentliggjorde i går.
Instituttet har fulgt 10.114 elever på landets erhvervsuddannelser og set på konsekvenserne af, at regeringen per 1. januar 2005 nedlagde skolepraktikken på otte populære faglige uddannelser.
To måneder efter at grundforløbet var afsluttet, var kun 33 procent af eleverne i gang med den uddannelse, som deres grundforløb var rettet mod. 19 procent var igang med en anden erhvervsuddannelser. Næsten halvdelen - 48 procent - havde ikke fået praktikplads og var derfor ikke igang med en erhvervsuddannelse.
Undersøgelsen fulgte eleverne i yderligere et år. Da det var gået, var omkring en fjerdedel af eleverne fortsat ikke i gang med nogen erhvervsuddannelse.
- Rapporten er rystende læsning. Den viser, at vi i alt for høj grad overlader de unges uddannelse til tilfældighederne. Det er ganske enkelt for dårligt, at 48 procent af de unge efter færdiggørelse af grundforløbet ikke kan komme videre med den uddannelse de har ønsket, fastslår 3F`s forbundssekretær, Per Christensen, overfor Fagbladet 3F.
Enhedslistens Per Clausen påpeger det absurde i regeringens dispositioner:
- Det er helt absurd, at regeringen i sit velfærdsforringelsesudspil vil straffe de unge økonomisk, hvis de ikke har en kompetencegivende uddannelse, samtidig med, at de forhindrer de unge i at færdiggøre deres uddannelse.
Skolepraktikken sikrede tidligere alle unge en praktikplads, så de kunne komme videre med deres studier - selvom de ikke kunne finde en praktikplads hos et privat firma. Men regeringen mente der var praktikpladser nok i det private erhvervsliv.
- Erhvervsuddannelserne er den eneste uddannelsestype i Danmark, hvor man ikke kan være sikker på at gennemføre, selvom man møder i skole hver dag og gør en stor indsats. Det må og skal der laves om på. Indtil der er oprettet praktikpladser nok, skal skolepraktikken genindføres, påpeger formanden for Landssammenslutningen af handelsskoleelever, Anders Friis-Hansen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. jun. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland