I både Århus og Esbjerg står unge aktivister på spring for at gå på gaden, når et forlig i Folketinget er på plads
Ingen ved præcis, hvornår regeringen præsenterer et forlig om de såkaldte velfærdsreformer. Viser det sig at indeholde forringelser for de uddannelsessøgende, så står gymnasieeleverne i Århus på spring - klar til at rykke ud på Strøget dagen efter, på den såkaldte V-dag.
- Når vi kender forliget, så handler vi, afhængig af om det er spiseligt eller ej. Vi har en masse ideer og kan kalde folk sammen på ingen tid, siger Louise Mosgaard fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) i Århus.
Hun er overbevist om, at får gymnasieeleverne ikke brugt kræfterne i forbindelse med velfærdsreformen, så skal der nok blive brug for dem til efteråret. Her starter byrådet forhandlinger om kommunens budget for 2007.
- Der snakkes allerede nu om massive nedskæringer blandt andet på folkeskoleområdet. DGS har en interesse i en god folkeskole, og vi vil derfor gøre, hvad vi kan for at støtte folkeskoleeleverne.
Louise Mosgaard er med i den styregruppe, som blev nedsat efter 17. maj protesterne og gruppen nøjes ikke med at holde et vågent øje til velfærdsforhandlingerne. Den er godt i gang med at forberede sig til de videre slag.
I Esbjerg er der ikke taget et samlet initiativ i forhold til at markere V-dag.
- Vi koncentrerer os lige nu om at samle de mange grupper fra 17. maj. Efter sommerferien forventer jeg, at vi er klar med et initiativ, der vender sig mod enhver form for forringelse af velfærden, siger Pernille Bolding fra Esbjerg.
Konkrete ideer til aktioner, der sætter spot på centrale velfærdsspørgsmål, er der masser af, garanterer den unge esbjergenser. Når ferien er overstået, vil byen for alvor melde sig på banen imod regeringens afmontering af velfærden.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278