18 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

70 procent er flygtet

70 procent er flygtet

Onsdag, 21. juni, 2006, 00:00:00

Indbyggerne er strømmet ud af Ramadi, efter at besættelsestropperne har indledt en offensiv med luftangreb og snigskytter. Situationen i byen er desperat

Højst 150.000 ud af Ramadis 400.000 indbyggere er blevet i deres hjem, efter at besættelseshæren har indledt en større offensiv mod byens kvarterer - et ad gangen.
1500 amerikanske soldater er ankommet fra Kuwait som forstærkning. Ramadi er hovedbyen i Anbar-provinsen, som har været udsat for konstante angreb fra besættelsesmagten i gennem det seneste år.
De fleste af Ramadis kvarterer opfattes som værende under oprørernes kontrol.
En lokal Røde Halvmåne-ansat sammenligner angrebet med situationen i Falluja i november 2004.
- Der er ingen positive tegn fra amerikanernes side, der tyder på en anden løsning end i Falluja og andre byer, der er blevet 'slettet' for at blive 'befriet', siger Imad al-Muhammadi til nyhedsbureauet IPS.
Blandt andet opfordrer tropperne i højttalere de lokale indbyggere til enten at udlevere oprørere eller forlade byen, og har flere gange refereret til begivenhederne i netop Falluja, fortæller han.
Ifølge IPS har amerikanske snigskytter på byens tage skudt på irakiske børn, og de flygtende indbyggere vifter med hvide flag for ikke at blive ramt.
- Vi lever i en krigszone. Vi kan ikke leve et normalt liv, fortalte Ramadi-indbyggeren Thair Saad til FN`s nyhedsbureau Irin, før han forlod byen sammen med sin familie.
De tilbageblevne beboere savner alle fornødenheder. Vand-, gas- og elektricitetsforsyningen er afbrudt, telefonnettet er nede, der er mangel på fødevarer, og hospitalerne savner medicin. Flere af mangelproblemerne skyldes besættelsesmagtens angreb.
- De har bombet kraftværkerne, vandbehandlingsfaciliteterne og vandrørledningerne, fortæller en af byens indbyggere, Sheikh Majeed al-Ga`oud, og tilføjer, at F16-fly har bombet og ødelagt byens togstation.
Ramadis afdeling af Irakisk Røde Halvmåne siger, at de er løbet tør for al nødhjælp og er afhængige af gaver fra velhavende indbyggere.
Efter invasionen i marts 2003 var Ramadi en af de mere fredelige byer i Irak. En lokal våbenhvile blev brudt af besættelsesmagten, der rykkede ind i byen efter at 30 af byens indbyggere havde demonstreret imod besættelsen.
I går blev 13 irakere dræbt ved et amerikansk luftangreb ved Baquba, mens fire sårede blev anholdt af amerikanske soldater.
To amerikanske soldater blev fredag kidnappet syd for Bagdad, og USA`s militær har lovet at finkæmme området for at finde dem. Det samme er ikke tilfældet for 10 irakiske bagere, der blev kidnappet i Bagdad i lørdags.
Tirsdag bekræftede en talsmand for det amerikanske militær, at de to soldater var blevet fundet døde.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. jun. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland