18 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Thor Pedersen manipulerer tal

Thor Pedersen manipulerer tal

Onsdag, 21. juni, 2006, 00:00:00

Hver tredje borgmester i de nye kommuner forventer, at der med KL-forliget bliver færre penge til velfærd i 2007

Hver tredje borgmester i de nye storkommuner vurderer, at der vil blive færre penge til den kommunale service i 2007, end der er i år.
Det viser en ny undersøgelse, som ugebrevet A4 har udarbejdet i samarbejde med Center for Analytisk Journalistik.
Undersøgelsen er udarbejdet på godt 60 procent af alle landets borgmestre og fra hele det politiske spekter.
- Der er færre penge til rådighed, så der bliver helt sikkert skåret ned på serviceniveauet, siger den kommende borgmester for Ny Randers Kommune, Henning Jensen Nyhuus(S) til Ugebrevet A4.
- Og det bliver de svage grupper, det går ud over - herunder børnene og de ældre - når manglende indtægter skal indhentes ved besparelser.
Finansminister Thor Pedersen afviser kategorisk, at der mangler penge i kommunerne.
- Jeg tror ikke på, at der foregår landevejsrøveri i Danmark. Jeg har sendt toget af sted med pengene, og vi har talt dem, og der er råd til et serviceløft, siger Thor Pedersen til Ugebrevet A4.
- Hvis du tager alle kommuner under et, så er der flere penge pr. dansker, end der var tidligere. Hvordan de så vælger at prioritere dem ude i kommunerne, det kan jeg ikke styre. Kommunerne kræver jo, at staten skal blande sig udenom.
Niels Kristian Nielsen, der er økonom i pædagogernes fagforening BUPL, ryster på hovedet af finansministerens talmagi.
- Man kan altså ikke nøjes med at se på antal kroner pr. dansker. Man er nødt til at se på, hvordan befolkningssammensætningen udvikler sig, forklarer Niels Kristian Nielsen til Arbejderen.
- Der bliver flere og flere børn i skolealderen, flere og flere ældre, der skal passes. Der bliver også flere og flere børn, der skal passes i daginstitution, selvom børnetallet som sådan falder. Og det er disse tal, der betyder noget, når man skal beregne behovet for penge til velfærd.
Niels Kristian Nielsen fra BUPL gør opmærksom på, at Thor Pedersen også på andre måder er meget kreativ med sin brug af tal.
- Det hedder sig, at kommunerne med det indgåede forlig rundt regnet fik en ekstra milliard kroner til forbrug. Men ud af disse er de 700 millioner penge, som regeringen i forvejen har afsat, fortæller økonomen fra BUPL til Arbejderen.
- De ligger nemlig som en ældrepulje og en særlig pulje for børneområdet, som man kan søge penge fra allerede i dag. Så reelt er det kun de 300 millioner kroner, der er 'nye penge', slutter han.


De to puljer, som VC-regeringen har talt med to gange:
* ældrepuljen på 500 millioner kroner,
* en særlig pulje til 'kvalitetsforbedringer' i børnehaver.
Til denne pulje blev der i 2006-budgettet afsat 400 millioner kroner, og 'regeringen vil søge tilslutning til, at der afsættes yderligere midler', hedder det i forligsteksten. Det er ud af denne pulje, at de 200 millioner kroner øremærkes til daginstitutionerne i KL-forliget.

**Billede fra en børnehave:**

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. jun. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland