400 unge pædagogstuderende fra seks sjællandske seminarier mødtes i går på Hindsholm Seminarium for at vise deres vrede mod at skære i velfærden
Ved middagstid i går - midt i talere, slagråb, klapsalver og bannerophængning - kom budskabet om at regeringen havde indgået et velfærdsforlig med Radikale, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne.
- Vi sendte en halv busfuld af sted til den store velfærdsdemonstration den 17. maj. Nu har vi besluttet at følge op på succesen. Vi har ellers ikke den store tradition for politiske aktioner på vores seminarium, men det er slut nu. Dagen i dag viser, at der er en flot opbakning blandt de studerende. Nu er vi oppe på barrikaderne, siger Ali Borgi til Arbejderen. Han er aktiv i de Pædagogstuderendes Landskreds og går på andet år på Hindsholm Socialpædagogiske Seminarium ved Næstved.
Da velfærdsforliget kommer, har de unge allerede i flere timer været i gang med at protestere mod nedskæringer i velfærden. Klokken 8.30 blev seminarierne i Holbæk, Storstrøm og Hindsholm besat. Studerende for yderligere tre sjællandske seminarier tog til Hindsholm for at deltage i protesterne.
Beskeden om velfærdsforliget får ikke de unge til at give op - tværtimod: I dag skal de alle på gaden klokken 16.00 for at deltage i lokale protester i deres by, lover Ali Borgi.
- Det ser ud til, at forringelserne af SU`en er taget af bordet. Men vores protester handler ikke kun om det. Det handler om at vise solidaritet og afvise alle forslag om forringelser af velfærden. Derfor fortsætter vi selvfølgelig. Regeringens reform rammer de forkerte - nemlig ældre og nedslidte. Mens dem med penge går fri. Vi arbejder med mennesker og det bliver sværere for os, når mennesker bliver presset, konstaterer Ali Borgi.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278