18 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Langt fra rødderne til toppen

Langt fra rødderne til toppen

Torsdag, 22. juni, 2006, 00:00:00

Mens fagbevægelsens top svømmer over af begejstring er medlemmerne mildt sagt ikke meget for ¤¤velfærdsforliget¤¤

Det er ikke blandt fagbevægelsens tillidsfolk, politikerne finder opbakning til det netop indgåede velfærdsforlig.
- Jeg må nok indrømme, at jeg undrer mig voldsomt over fagbevægelsens top, inklusiv min egne forbundsformand Thorkild E. Jensen, når de roser forliget og siger, at det sikrer velfærden mange år frem. Fagbevægelsens top har helt tydeligt svært ved at skjule deres begejstring over forliget. Men jeg tror ikke, de er i overensstemmelse med medlemmer, siger Bjarne Sørensen, formand for Dansk Metal i Horsens.
- Alle undersøgelser, mens forhandlingerne har stået på, har netop vist, at et flertal af danskere mener, at der ikke skal pilles ved efterlønnen. Desværre oplever vi nu igen, at Socialdemokraterne, i deres iver efter at signalere politisk handlekraft, sparker nedad på samfundsstigen.
Længere nordpå i Randers sidder en forarget tillidsmand på Neopac, Jens Hammer. Han betegner det som 'helt unødvendigt' at sætte efterlønsalderen op fra 60 til 62 år. Han hæfter sig også ved, at forliget indeholder nye stramninger overfor de arbejdsløse.
- Når man tænker på, hvad der har været af stramninger overfor de arbejdsløse under den borgerlige regering, så synes jeg, det er meget beskæmmende at opleve Socialdemokraterne sige ja til nye restriktioner mod personer uden arbejde, siger Jens Hammer.
Forbundsformanden for FOA, Dennis Kristensen, er én af de få i fagtoppen, der ikke er ved at falde i svime over forliget.
- Enigheden om en højere efterlønsalder vil gå ud over mange af vore medlemmer. Et meget stort flertal har gjort brug af efterlønsordningen fra 60 år, hvor den økonomiske fordel er mindst og modregningen størst. Fremover anvender politikerne pisken for at få medlemmerne til at blive på arbejdsmarkedet. Det giver næppe mere velfærd til de pågældende, hvor mange allerede i dag som 60-årige føler sig udbrændte og nedslidte, siger FOA-formanden.
Han ærgrer sig både 'gul, grøn og blå over, at Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti aldrig gjorde brug af deres magt og deres flertal på dette afgørende område og sikrede en aftale med perspektiv'.
Forbundsformand for pædagoger og klubfolk, Henning Pedersen, beklager, at politikerne ikke har lyttet til de mange forslag, der har været fremme i velfærdsdebatten.
- Vi ser, at folketingspolitikerne kun kan finde pisken, når de skal udtænke politiske løsninger. Fakta er blot, at en nedslidt pædagog ikke bliver længere på arbejdsmarkedet, blot fordi efterlønsalderen hæves til 62 år, siger Henning Pedersen og minder om, at pædagogers gennemsnitsalder for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet er 61 år.
- BUPL har for nylig lavet en undersøgelse, der viser, at hver femte pædagog bliver syg af stress. Det bedste forebyggelsesprojekt for pædagoger ville derfor være flere ressourcer som et permanent kvalitetsløft til institutionsområdet, slutter pædagogernes formand.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. jun. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland