18 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Reklamer vil fremme en skæv udvikling

Reklamer vil fremme en skæv udvikling

Tirsdag, 27. juni, 2006, 00:00:00

Skoler, børnehaver og vuggestuer må nu hænge reklamer op for private sponsorer. Tidligere Venstre-borgmester jubler.

Børne og Unge rådmanden i Århus, den tidligere Venstre borgmester, Louise Gade, jubler. Nu må skoler, børnehaver og vuggestuer hænge reklamer op med deres sponsorer. Det har Folketinget netop besluttet.
- Det vil gøre det nemmere for eksempel for vores skoler at anskaffe sig nogle af de ting, de ellers ikke ville have råd til. De kan nu lettere søge sponsorer til for eksempel computerrum og legepladser, siger hun til DR Østjylland.
Men hvis fagforeningen BUPL i Århus får indflydelse, så vil der ikke blive indført reklamer og private sponsorer. Det vil være en fuldstændig skæv udvikling, påpeger næstformand i BUPL Århus, Ulla Nygaard.
- Det er et forsøg på at privatisere daginstitutionerne af bagdøren. Men daginstitutionerne skal ikke være afhængige af private sponsorer. Der vil også være forskel på, i hvilke områder private firmaer vil have deres reklamer hængende. Det betyder at nogle får og andre ikke får. Det er i strid med hvad forældrene ønsker. De vil have en ordentlig kvalitet i daginstitutionerne, som er lige for alle, siger hun til Arbejderen.
Ulla Nygaard mener ikke at skolerne og daginstitutionerne skal overleve ved hjælp af almisser.
- Det er en falliterklæring for det offentlige. Det kommer på tale, fordi der bliver skåret ned igen og igen. Men der skal ikke tjenes penge på daginstitutioner og børepasning.
Ifølge Børn og Ungeafdelingen på Århus Rådhus har kommunen endnu ikke diskuteret hvordan de vil tilskynde skoler og institutioner til at hænge reklamer op.
I Folketinget stemte kun SF og Enhedslisten imod indførelsen af privat reklame i skoler og daginstitutioner.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. jun. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland