Flere jurister betegner regeringens rapport til FN`s racisme-komité som fordrejet og misvisende
En regeringsrapport om diskrimination og racisme i Danmark skal behandles ved FN`s racisme-komité til august. Men komiteen vil få et helt misvisende billede af situationen i Danmark, hvis den kun kender til regeringsrapporten, mener flere jurister og eksperter.
- For eksempel nævner rapporten, at der er sket domfældelse i 21 ud af 23 racisme-sager rejst ved danske domstole mellem 2001 og 2003. Men den internationale kritik mod Danmark går på, at så få anmeldte sager overhovedet kommer for en domstol. Og det står der intet om i rapporten, forklarer jurist Line Bøgsted, Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination (DRC).
Louise Frevert- sagen er efter hendes mening et klokkeklart eksempel på en sag, som burde være endt ved domstolene.
- Der lå anmeldelser omkring hendes hjemmeside, om nogle udtalelser til Politiken, og også nogle anmeldelser på hendes bog. I alle tre tilfælde er der ikke blevet rejst tiltale af politiet, og det har statsadvokaten så senere stadfæstet, at der ikke skulle. Men det skulle der helt klart efter min mening.
- I øvrigt har FN`s Racismekomité - som jo er dem der skal behandle regeringens rapport - tidligere på året lavet en afgørelse om manglende retsforfølgelse i en sag, der involverer Pia Kjærsgaard. Komiteen kom frem til, at der burde være rejst tiltale, hvis Danmark skal leve op til racediskriminations-konventionen, forklarer Line Bøgsted.
DRC har udarbejdet en kommentar til regeringens rapport, som kommer ind på mange andre kritisable omstændigheder ved regeringens rapport. For eksempel skriver regeringen at den danske asyllovgivning er på linie med et EU-direktiv på området hvilke er lodret forkert. Den kritik støttes blandt andet af juraprofessor Jens Vedsted-Hansen fra Aarhus Universitet, som direkte kalder rapporten 'et forsøg på skønmaleri'.
- Det er da også underligt, når nu regeringen tidligere på året har kritiseret en rapport fra EU`s racisme-komite for mangelfulde kildeangivelser, at regeringen så går hen og laver en rapport om det samme emne, helt uden kildeangivelser, mener Line Bøgsted.
Hun oplyser at DRC vil følge sagen helt til dørs:
- Vi vil sende en repræsentant til mødet i FN`s racismekomite. Og her vil vi sørge for, at alle komiteens medlemmer er bekendt med kritikken af rapporten.
Download regeringsrapporten (engelsk) nedenfor
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278