Rikke Hvilshøj indrømmer nu at forholdene for børnene på de danske asylcentre ikke har levet op til anbefalingerne fra FN`s Børnekomité
Danmark overholder alle sine forpligtelser efter Børnekonventionen.' Med de ord afviste integrationsminister Rikke Hvilshøj for i april anklager om, at forholdene for børnene i de danske asyl-lejre er så elendige, at de er i strid med FN`s Børnekonvention.
Nu har integrationsministeren i et svar til Folketingets Integrationsudvalg indirekte indrømmet, at anklagerne var berettigede.
Rikke Hvilshøjs oprindelige afvisning faldt i forlængelse af af regeringens egne medlemmer af folketingets Integrationsudvalg havde rejst kritik af forholdene for de afviste asylansøgere i asyllejrene. Men lang tid før, i efteråret 2005, havde også FN`s Børnekomité skriftligt rejst alvorlig kritik af forholdene.
Kort før en større folketingsdebat om sagen den 18. maj meddelte Rikke Hvilshøj, at regeringen ville afsætte 37 millioner kroner til blandt andet at forbedre forholdene for børnefamilierne i asyllejrene I sit nye svar henviser Rikke Hvilshøj til denne ekstrabevilling.
'Jeg mener på denne baggrund, at regeringen har efterkommet Børnekomitéens anbefalinger vedrørende en forbedring af forholdene for asylansøgerbørnene på centrene,' slutter Rikke Hvilshøj sit svar.
Den formulering opfatter de Radikale og Socialdemokraterne som en tilståelse af, at forholdene ikke har været i orden. I sit svar kommer Rikke Hvilshøj dog ikke ind på oppositionens krav om en øvre åremålsgrænse for ophold i asyllejrene. I december måned sidste år boede 678 børn mellem 0-17 år i en asyllejr. For 220 børn har opholdet varet over fire år.
Bevillingen på de 37 millionerne kroner skal først og fremmest bruges til at gøre børnene og deres forældre mere 'hjemsendelsesparate', har Rikke Hvilshøj tidligere udtalt.
Regeringen har samtidig i forbindelse med den kommunale udlingningsreform fjernet penge, der skulle gå til det kommunale tilsyn med børnene i asyllejrene.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278