Tusindvis af unge har netop afsluttet folkeskolen. Forud er gået svære overvejelser, om hvad der skal ske efter skolen. Arbejderen har snakket med to af de unge om deres valg

af Lærke Øland
Kahlid og Hussein har lige sagt farvel til 10. klasse på Kirsebærhaven Skole i København. Vejleder, Lisbeth Rasmussen, kommer med sit bud på, hvorfor valget er så svært.De færreste af de unge, der netop har afsluttet folkeskolen, er afklarede om, i hvilken retning de nu vil bevæge sig i uddannelsessystemet. Det resulterer i, at en stor gruppe aldrig opnår et højere uddannelsesniveau end folkeskolens afgangseksamen.
Men hvad gør det så svært for de unge at vælge? Ungdomsuddannelsesvejleder i Københavns Kommune, Lisbeth Rasmussen, har denne forklaring:
- Udbuddet af ungdomsuddannelser er så stort, at de har svært ved at overskue hele markedet. Samtidig er det lidt af en øvelse at få sat sig ind i vores komplekse uddannelsessystem med korte videregående, mellemlange videregående, lange videregående uddannelser og så videre. Det kræver noget at kunne navigere rundt og regne ud, hvilken uddannelse man egentlig skal have, hvis man gerne vil være for eksempel kok, forklarer hun.
- Det er en vanskelig situation for alle, men sværest for dem, der ikke har nogen opbakning hjemmefra, og hvor der i familien ikke er nogen tradition for uddannelse, mener Lisbeth Rasmussen.

Skæv etnisk fordeling
Nogle er selvfølgelig på forhånd afklarede og ved præcis, hvad de vil. Det er ofte dem, der har akademiske forældre og ved, at de skal have en gymnasial uddannelse.
- Det kan være anderledes svært for de tosprogede elever, fordi deres forældre enten ingen uddannelse har eller har en uddannelses fra hjemlandet, de ikke kan bruge i Danmark. Forældrene kender ofte ikke til det danske uddannelsessystem, hvilket er en nødvendighed for at kunne bidrage til et kvalificeret valg. Det er ikke fordi forældrene ikke vil hjælpe, det er simpelthen fordi, de ikke kender nok til systemet, fortæller Lisbeth Rasmussen.
Det er en af forklaringerne på, at indvandrere og efterkommere af indvandrere fordeler sig markant anderledes i uddannelsessystemet end etniske danskere.
Omkring halvdelen af alle indvandrere og efterkommere kommer aldrig videre i uddannelsessystemet end folkeskolen, mens det kun gælder en fjerdedel af danskerne.
Samtidig viser en undersøgelse om integration af etniske minoriteter i ungdomsuddannelserne, at indvandrere og efterkommere af indvandrere oftere end danskere vælger tekniske skoler. Af de indvandrere og efterkommere, der er i gang med en uddannelse, tager 44,5 procent en erhvervsfaglig uddannelse, hvor det i resten af befolkningen kun er 37 procent.
Til gengæld er indvandrere og efterkommere mindre tilbøjelige til at tage en almen gymnasial og i endnu mindre grad en erhvervsgymnasial uddannelse end resten af befolkningen.
- Jeg tror det har noget at gøre med, at det er sværere at gennemføre en gymnasial uddannelse, hvis der ikke er 100 procent opbakning til det i hjemmet. Jeg hører tit fra de unge, jeg vejleder, at de har svært ved at komme til at læse derhjemme. De har måske ikke deres eget værelse, måske synes forældrene ikke lige, at det er så vigtigt at få lavet lektier, måske har de meget erhvervsarbejde ved siden af. Det kan være nogle af årsagerne, mener Lisbeth Rasmussen, der altså dels henviser til tradition og dels til økonomiske og boligmæssige forhold.
- Mange forældre vil virkelig gerne have, at deres børn kommer i gymnasiet, men de har bare ikke forståelsen for, at der skal en hel del forældreopbakning til, for at kunne klare gymnasiet i dag, fortsætter hun og pointerer, at alle undersøgelser tydeligt viser, at børn af akademikere klarer sig bedre end andre i gymnasiet.
Lisbeth Rasmussen er ungdomsuddannelsesvejleder på Kirsebærhaven Skole i Valby i København. To af de elever hun vejleder, er Kahlid Naseri på 18 år og Hussein Mohammed Manaaki på 17, der begge lige er gået ud af 10. klasse.
- Jeg valgte 10. klasse, fordi jeg ikke følte mig moden nok til at gå videre. Jeg ville gerne forbedre mine karakterer og rette op på nogle af de fag, hvor jeg havde problemer, fortæller Khalid, der efter eget udsagn har forbedret sig meget i mundtlig dansk og matematik, siden han begyndte i 10. klasse.
- Men det har ikke helt haft den effekt, som jeg havde forventet, fordi jeg har pjattet lidt for meget, men vi er blevet mere voksne og modne, er det ikke rigtigt Hussein?
Det giver Hussein ham ret i. Han bestod ikke 9. klasse, så det var derfor, han begyndte i 10. klasse.
- Jeg har faktisk forbedret mig, selvom jeg ikke havde regnet med det, tilføjer han.

Behov for afklaring
Med velfærdsforliget i sidste uge er regeringens forslag, om at omdanne 10. klasse til en såkaldt ungdomsklasse målrettet erhvervsuddannelserne, taget af bordet. Men det slås fast, at 10. klasse skal målrettes elever, der har behov for yderligere faglig kvalificering og afklaring omkring uddannelse.
Mange unge med anden etnisk baggrund end dansk benytter sig i dag af tilbuddet om 10. klasse. Ifølge Lisbeth Rasmussen skyldes den større søgning til 10. klasse blandt tosprogede, dels at mange, ligesom Khalid, har brug for et år til at forbedre deres danskkundskaber, og dels at året kan bruges til at lære uddannelsessystemet bedre at kende.
- Jeg har vidst siden 9. klasse, at jeg skal være flyveleder. Det kræver en gymnasial uddannelse og jeg har været lidt i tvivl om, hvilken en jeg skal vælge, men nu tror jeg nok, at jeg skal gå på HTX, fortælle Khalid, der dog lige skal ud og snakke med et hf-center, inden han beslutter sig endeligt.
- Jeg er ikke blevet så meget klogere i løbet af 10. klasse, oplyser Hussein. Men nu har Lisbeth Rasmussen, som hans ungdomsuddannelsesvejleder, anbefalet ham erhvervsgrunduddannelsen.
- Der er så mange uddannelser at vælge imellem. Nu tror jeg, at jeg vil starte på erhvervsgrunduddannelsen, hvor jeg kan prøve nogle forskellige ting, så jeg forhåbentlig bedre kan tage stilling bagefter.

Vejledningen
I 2004 blev vejledningen lavet om, så det ikke længere er studievejledere og lærere på folkeskolen, der vejleder eleverne i deres videre uddannelsesforløb, det er blevet overdraget til eksterne vejledere som Lisbeth Rasmussen, der ikke er ansat af skolen men af Ungdommens Uddannelsesvejledning København.
- Da det var lærere på skolen, der stod for uddannelsesvejledningen, havde vejlederne en mere pædagogisk indfaldsvinkel, og der var en bedre relation til klasselærere og lærerteams. Vi har heller ikke længere den tætte kontakt til eleverne, som man havde før, hvor man kendte dem, deres forældre og lokalområdet, mener Lisbeth Rasmussen.
Til gengæld betaler det nye vejledningssystem sig rent økonomisk, fordi hver vejleder kan vejlede flere.
- Men det kan også være en fordel overfor nogle elever, at man ikke bliver betragtet som en del af skolen, det kan skabe større fortrolighed, og så er vejledningen blevet mere ensartet og institutionsuafhængig, hvilket også var intentionen med reformen, tilføjer hun.
Lisbeth Rasmussen har ansvaret for vejledningen af 9. og 10. klasser på Kirsebærhaven Skole samt en til to ugentlige vagter i det lokale vejledningscenter. Typisk har en vejleder ansvaret for to skoler, men Lisbeth har kun Kirsebærhaven Skole, hvor der til gengæld er fem 10. klasser.
- Som udgangspunkt kommer alle elever på skolen ned og snakker med mig, men der er selvfølgelig nogle, der kræver mere vejledning end andre. Der er en stor gruppe, som ikke har nogen ide om, hvad de vil efter folkeskolen, og det er kun en lille del af den gruppe, der har brug for vejledning, der ikke kommer ned og snakker med mig af sig selv. Det er ofte de tilbageholdende typer med lavt selvværd, der er usikre på, om de kan klare en uddannelse, få praktikplads eller job bagefter, forklarer hun. Overfor den gruppe laver hun opsøgende arbejde, ingen får lov at gemme sig.
Når det endelig valg skal træffes, er der mange forskellige faktorer, der spiller ind. Som nævnt er økonomiske og sociale forhold samt forældres uddannelsesniveau vigtigt.
- Noget andet, der har en rigtig stor betydning for den enkeltes valg, er omgangskredsen og vennernes valg. Som jeg fornemmer det, er der på denne årgang helt klart prestige i at komme på HTX eller i gymnasiet, men det er kun en 15 til 20 stykker, der er kommet det. De fleste herfra kommer på teknisk skole, fortæller Lisbeth Rasmussen.
For det meste spiller tradition i familien og forældres indstilling også ind.
- For mange forældre fra Mellemøsten har håndværksfag ikke særlig høj status, fordi de ikke kræver en uddannelse i deres hjemland. De bliver overraskede over, at det tager fire år at blive uddannet til for eksempel tømrer i Danmark.
- Min familie blander sig ikke i, hvad jeg vælger, jeg snakker kun med min uddannelsesvejleder om det, fortæller Hussein.

Praktikproblemet
For rigtig mange tosprogede elever på erhvervsfaglige uddannelse opstår der problemer, når grundforløbet er overstået, og de skal i erhvervspraktik, de kan nemlig ikke finde praktikpladser.
- Min storebror er ved at uddanne sig til tandtekniker og er lige blevet færdig med grundforløbet, fortæller Hussein.
- Men nu står han og mangler en praktikplads, selvom han har ledt i rigtig lang tid, så han går hjemme og leder efter praktikpladser, forklarer Hussein.
Det er ikke nogen ukendt problemstilling, der er en generel mangel på praktikpladser, men ofte er det sværere for tosprogede at få en plads. Hussein kender mange, der har måttet droppe ud af deres uddannelse, fordi de ikke har kunnet finde en praktikplads.
- Det er selvfølgelig noget, jeg tænker meget på, når jeg skal planlægge min fremtid og det skræmmer mig fra at begynde på en uddannelse, fortæller Hussein, der helst vil begynde på en uddannelse, hvor han har garanti for praktikplads.
- Problemerne med at skaffe praktikpladser fører i mange tilfælde til, at de unge dropper ud af den uddannelse, de er i gang med, fortæller Lisbeth Rasmussen. Statistikken viser også, at der er flere indvandrere og efterkommere af indvandrere end danskere, der dropper ud af deres studie. For danskere er gennemførelsesprocenten på ungdomsuddannelserne 75,9 procent, mens den for indvandrere og efterkommere af indvandrere kun er 63,2 procent.
- En anden årsag til det større frafald blandt indvandrere og efterkommere er ofte manglende danskkundskaber og så igen mangel på opbakning og tradition for uddannelse i hjemmet, forklarer Lisbeth Rasmussen. Hun får besked, så snart en elev dropper ud af sin uddannelse.
- Jeg har til opgave at fange dem og lede dem videre til noget andet. Men jeg mener også, at erhvervsskolerne skal blive bedre til at tage hånd om den enkelte elev, hvis vi skal have gennemførelsesprocenten op, tilføjer hun og fortæller, at der er nogle tanker i gang om, at erhvervsskolerne skal kontakte vejlederen, allerede når eleven begynder at overveje at droppe ud.
- Så skal jeg enten få eleven til at fortsætte eller hjælpe med at finde ud af, hvad der i stedet skal ske og på den måde være med til at forebygge problemerne, afslutter hun.