16 Aug 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Strid om penge til erhvervsskoler

Strid om penge til erhvervsskoler

Fredag, 30. juni, 2006, 00:00:00

Partierne bag velfærdsforliget siger, der bevilges 150 millioner kroner næste år til erhvervsskolerne. Det reelle tal er 25 millioner, hvis aftale ikke fornyes.

Fup og svindel.
Det er de to ord, der bedst karakteriserer velfærdsforliget for så vidt angår aftalen om erhvervsuddannelserne, mener Per Clausen, uddannelsesordfører for Enhedslisten.
- Forligspartierne påstår, at de gennem velfærdsforliget giver et kraftigt løft på bevillingerne til erhvervsuddannelserne. Nu afsløres det, at den ekstra bevilling kun er på 25 millioner kroner næste år. De store problemer, der er på disse uddannelser med blandt andet et stort frafald - som ikke mindst hænger sammen med de seneste års nedskæringer - bliver ikke løst med velfærdsforliget, siger Per Clausen.
Reaktionen kommer efter at Bertel Haarder i fredags oplyste overfor Politiken, at de 150 millioner kroner, der er bevilliget ekstra til erhvervsskolerne til næste år, stort set kun erstatter en anden bevilling, som bortfalder.
Det drejer sig om en ekstra bevilling på 125 millioner kroner om året, som regeringen sammen med Dansk Folkeparti og Radikale har givet skolerne i perioden 2003-2006.
I weekenden bedyrede en meget vred Thor Pedersen, at erhvervsskolerne nok skulle få de 150 millioner kroner, de er lovet til næste år.
- Men der er endnu ikke lavet nogen aftale, som sikrer, at det sker, understreger Per Clausen overfor Arbejderen.
De 150 millioner kroner, som velfærdsforliget lover til erhvervsuddannelserne, vil end ikke kunne dække de nedskæringer, som skolerne har været udsat for de sidste fem år.
Ifølge tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er der sparet 250 millioner kroner på erhvervsuddannelserne siden 2001. Besparelser der blandt andet har sat sig igennem i form af højere klassekvotienter og stadig mere undervisning baseret på selvstudium.
Ingo Østerskov, formand for landets handelsskoledirektører, betegner de 25 millioner kroner som bedre end ingenting. Samtidig understreger han, at bevillingen ikke tilnærmelsesvis modsvarer de ambitioner, politikerne har på erhvervsskolernes vegne.
- Det er som at stikke tungen ud af vinduet. Det er en markant skuffelse, at der bag alle de politiske målsætninger, om at 95 procent af de unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse, ikke er penge til det, når man ved, at vi skal have fat i nogle meget, meget vanskeligt stillede unge, siger han til Politiken.
Per Clausen har bedt undervisningsminister Bertel Haarder svare på, hvorfor det fremgår af velfærdsforliget, at der i 2007 gives 150 millioner kroner mere til erhvervsskolerne, når det reelle beløb viser sig kun at være på 25 millioner. Og hvorfor det fremgår, at beløbet i 2008 er på 300 millioner kroner, når det reelle tal er 175 millioner kroner.
Endelig ønsker Per Clausen at se en opgørelse for de samlede bevillinger til erhvervsskolerne opgjort på årene 2000-2006 samt bevillingen per elev i samme periode.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. jun. 2006 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:57

Indland